Vigtig beslutning på Københavns Rådhus sender Parken ud i nye beregninger

Udsigten til udskudt hjemfaldspligt glæder direktør for Parken Sport & Entertainment Jacob Lauesen, men en totalrenovering af det danske nationalstadion har fortsat lange udsigter.
Jacob Lauesen er direktør i Parken Sport & Entertainment. | Foto: Lars Poulsen
Jacob Lauesen er direktør i Parken Sport & Entertainment. | Foto: Lars Poulsen
af RITZAU ‎

Det vækker glæde hos direktøren for Parken Sport & Entertainment, der også står bag fodboldklubben FC København, at Københavns Kommune har åbnet for en forlængelse af hjemfaldspligten, så nationalstadionet Parken ikke per automatik skal overleveres tilbage til kommunen i 2060, men snarere i 2090.

Det siger Parken-direktør Jacob Lauesen til FCK’s hjemmeside.

Han pointerer dog også, at der fortsat mangler nogle økonomiske beregninger, der kan fastslå, hvad en udskydelse af hjemfaldspligten vil koste Parken. Derfor er der fortsat lange udsigter, før nationalarenaen kan få en tiltrængt makeover.

”Vi vil naturligvis undersøge mulighederne for at forlænge Parkens hjemfaldspligt til år 2090. En eventuel forlængelse vil koste et betragteligt beløb, og vi vil derfor bruge den kommende tid på at sætte os grundigt ind i den konkrete beregningsmodel, der skal benyttes til at udregne prisen for en eventuel forlængelse.”

”Det her er et væsentligt skridt i den rigtige retning, men vi kigger fortsat ind i en lang proces, der kræver tålmodighed. Beslutningen er kun lige blevet offentliggjort, så vi kan i sagens natur ikke melde noget konkret ud på nuværende tidspunkt,” siger Jacob Lauesen.

Nyhed på vej

Han teaser dog for, at der snart kommer en anden nyhed om Parken.

”Uafhængigt af beslutningen på rådhuset vil der dog fortsat ske en masse nyt i Parken, som vi vil fortælle mere om ganske snart,” siger Parken-bossen.

Fodboldstadionet og dets kontortårne blev sidste år udskilt i datterselskabet Parken Ejendomme. Det åbnede for et salg af nationalarenaen til andre investorer, men hjemfaldspligten i 2060 har ifølge Parken gjort det vanskeligt for investorer at se en god forretning i en bekostelig renovation.

Størstedelen af Parken ser i dag ud på samme måde som efter opførelsen i 1992. I 2001 blev der tilføjet et tag til stadionet, mens en totalrenovering af den ene endetribune stod færdig i 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også