Rema 1000 åbner syv nye butikker i juni

Dagligvarekæden udvider især i hovedstadsområdet i løbet af denne måned. 
Rema 1000 rundede i maj 400 butikker. | Foto: Olivia Loftlund
Rema 1000 rundede i maj 400 butikker. | Foto: Olivia Loftlund

Udrulningen af nye butikker fortsætter i Rema 1000-kæden, der forventer at ramme 430 butikker inden årsskiftet.

I løbet af juni åbner den norske kæde yderlige syv forretninger, hvoraf de fire ligger i hovedstadsområdet og Nordsjælland, mens tre slår dørene op i Jylland.

Det fremgår af en liste over kommende butiksåbninger på Rema 1000’s hjemmeside

De nye Rema 1000-facader er dukket op i landskabet i en lind strøm gennem året, efter myndighederne seneste år gav grønt lys til koncernens opkøb af Aldis danske aktiviteter.

I alt overtog Rema 1000 113 butikker, hvoraf 70 bliver konverteret til Rema 1000-forretninger i år. 

”Her i 2024 åbner vi cirka 70 nye butikker rundt om i landet – jeg forventer, at vi når op på 430 butikker i år,” skrev adm. direktør Henrik Burkal fra Rema 1000 i slutningen af marts på Linkedin. 

De fleste af de resterende Aldi-butikker er blevet frasolgt til konkurrenterne. Men som DetailWatch tidligere har beskrevet, er der fortsat en række butikker til overs, hvis fremtid er uafklaret. 

Nærmer sig Netto

Rema 1000’s historiske udvidelse på det danske landkort skærper konkurrencen mellem discountkæderne, hvor Netto fortsat er den største aktør med 531 butikker i landet, men efterhånden med Rema 1000 som en tæt nummer to.

Også Coops discountkæde 365discount har de seneste år udvidet og tæller omkring 370 butikker i dag, mens tyske Lidl tidligere i år rundede 150 butikker og har ambitioner om at nå op på 200 forretninger inden 2030. 

Dagrofa, der bl.a. står bag Spar, Meny og Min Købmand, har tilsvarende fokus på butiksnettet og forventer at åbne 20 nye butikker i år.

”Det er altid en grundpræmis i dagligvarehandlen, at man skal være aktive i butiksnettet. 20 butikker er et højt antal i vores optik, og det bliver sandsynligvis højere, når vi går ud af 2024, så det er en offensiv butikspipeline,” sagde Dagrofas topchef, Tomas Pietrangeli, tidligere til DetailWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også