GENERELLE ABONNEMENTSVILKÅR PRIVAT



1. GENERELT

1.1 Disse generelle abonnementsvilkår privat (’Generelle Abonnementsvilkår”) gælder for alle aftaler (samlet benævnt ”Abonnementsaftale”) indgået mellem en privatperson (“Kunde(n)”) og Watch Medier A/S (“Watch Medier”) om abonnement på en eller flere af Watch Mediers tjenester (”Abonnementstjenester”). Det er en betingelse for indgåelse af Abonnementsaftale, at Kunden er fyldt 18 år. 

1.2 I tillæg til de Generelle Abonnementsvilkår gælder de individuelle abonnementsvilkår (”Individuelle Abonnementsvilkår”), som Kunden har modtaget elektronisk i forbindelse med Abonnementsaftalens indgåelse i form af en ordrebekræftelse. De Generelle Abonnementsvilkår udgør sammen med de Individuelle Abonnementsvilkår den Abonnementsaftale, som gælder mellem Kunden og Watch Medier. De Individuelle Abonnementsvilkår har forrang for de Generelle Abonnementsvilkår.

1.3 Abonnementstjenester omfattet af Kundens Abonnementsaftale fremgår af de Individuelle Abonnementsvilkår.

1.4 Hvis Kundens Abonnementsaftale giver adgang til tjenester leveret af Watch Mediers samarbejdspartnere, sker levering, afhængig af de pågældende tjenester, og som nærmere specificeret i de Individuelle Abonnementsvilkår, på basis af de pågældende samarbejdspartneres aftalevilkår. Uanset om betalingen sker til Watch Medier, er Watch Medier ikke ansvarlig for brugen af sådanne tjenester eller for de pågældende platforme.

1.5 Kommunikation mellem Kunden og Watch Medier foregår som udgangspunkt via e-mail, og det er derfor et krav, medmindre andet er aftalt, at Kunden har en aktiv e-mailadresse. Kunden skal underrette Watch Medier, hvis denne e-mailadresse ændres.

1.6 For at få adgang til Abonnementstjenesterne skal Kunden skal oprette et personligt login. Det er et personligt login, som kan anvendes på Watch Mediers websites og i apps, ligesom det giver adgang til at benytte eventuelle digitale selvbetjeningsløsninger.



2. AFTALEINDGÅELSE OG VARIGHED

2.1 Abonnementsaftalen indgås ved Kundens modtagelse af elektronisk ordrebekræftelse fra Watch Medier.

2.2 Abonnementsaftalens løbetid og eventuelle bindingsperiode fremgår af de Individuelle Abonnementsvilkår.

2.3 Abonnementsaftalen er en aftale om en løbende ydelse, der fortsætter, indtil den opsiges af enten Kunden eller Watch Medier. Kunden kan opsige Abonnementsaftalen med en måneds varsel til udgangen af en kalendermåned eller, hvis Kunden er i binding, med en måneds varsel til udløbet af Abonnementsaftalens bindingsperiode. Eventuelt kortere eller længere opsigelsesvarsel fremgår af de Individuelle Abonnementsvilkår. Kundens opsigelse skal være skriftlig pr. e-mail til support@infowatch.dk. I visse tilfælde kan der ske opsigelse direkte via Kundens digitale selvbetjeningsløsning.

2.4 Kunden kan til enhver tid bestille yderligere Abonnementstjenester hos Watch Medier, forudsat at Kunden accepterer de vilkår, der måtte være gældende herfor.



3. ABONNEMENTSTJENESTER

3.1 Abonnementstjenester omfattet af Kundens Abonnementsaftale, fremgår af de Individuelle Abonnementsvilkår.

3.2 Abonnementstjenesterne leveres over internettet. Det er Kundens ansvar at internetforbindelsen er stabil og brugbar, samt at Kundens device eller webbrowser understøtter brug af digitale Abonnementstjenester. Watch Medier tager ikke ansvar herfor og kan ikke stilles til ansvar for Kundens forbrug af data.

3.3 Det er ikke tilladt for Kunden at dele, udlåne eller på anden måde overlade sit personlige login til tredjemand. Dette betragtes som væsentlig misligholdelse, jf. punkt 10.

3.3 Watch Medier forbeholder sig ret til at monitorere anvendelse og forbrug af Abonnementstjenesterne, herunder via tilknyttede personlige logins.



4. BETALING

4.1 Kunden betaler for levering af Abonnementstjenesterne i overensstemmelse med det, som fremgår af de Individuelle Abonnementsvilkår. Abonnementsprisen følger af de Individuelle Abonnementsvilkår.

4.2 Eventuelle gebyrer refunderes ikke i tilfælde af Abonnementsaftalens opsigelse.

4.3 Watch Medier fakturerer Kunden forud som angivet i de Individuelle Abonnementsvilkår. Kunden kan vælge at betale ved automatisk overførsel via betalingskort eller anden betalingsløsning understøttet af Watch Medier. 

4.4 Watch Medier er berettiget til at opkræve renter og rykkergebyrer i overensstemmelse med rentelovens regler herom, hvis Kunden ikke betaler rettidigt.

4.5 Kundens manglende betaling udgør væsentlig misligholdelse af Abonnementsaftalen, og Watch Medier er således berettiget til at hæve Abonnementsaftalen samt kræve erstatning m.v., jf. punkt 11.1. Ved Kundens manglende betaling er Watch Medier udover ophævelse og efter Watch Mediers eget valg berettiget til midlertidigt at deaktivere eller standse levering af Abonnementstjenesterne frem til det tidspunkt, hvor Kunden genoptager betaling. Watch Mediers deaktivering eller standsning af levering er ikke ensbetydende med, at Kundens betalingsforpligtelse ophører. Kunden er fortsat forpligtet til at foretage betaling i henhold til Abonnementsaftalen, også for den periode, hvor Kundens abonnement er deaktiveret eller standset.



5. BEHANDLING AF PERSONLIGE OPLYSNINGER

5.1 Med henblik på administration af Abonnementsaftalen og af det løbende mellemværende mellem Watch Medier og Kunden, herunder administration af løbende tilbud, tjenester og/eller faciliteter, som Kunden deltager i eller tilmelder sig, til brug for statistik og fremsendelse af materiale og nyhedsbreve m.v., behandler Watch Medier forskellige personlige oplysninger om Kunden såsom navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, betalingsoplysninger, tilknyttede enheder, ip-adresse, forbrug, mv. Kundens oplysninger behandles internt i Watch Medier-koncernen og kan bl.a. videregives til enheder og selskaber tilhørende Watch Medier, herunder datterselskaber og associerede selskaber og til databehandlere, der behandler oplysningerne på vegne af og efter instruks fra Watch Medier, samt til Watch Mediers samarbejdspartnere, offentlige myndigheder, m.v. For yderligere oplysninger om behandling af personlige oplysninger m.v. henvises til Watch Mediers privatlivspolitik.



6. ÆNDRINGER

6.1 Watch Medier kan løbende ændre i sammensætning, opbygning og indhold af Abonnementstjenesterne, jf. nærmere punkt 6.4 om varsling og adgang til opsigelse. Det kan f.eks. være en følge af redaktionelle omlægninger eller beslutninger, indgåelse af nye samarbejder eller ophør af eksisterende, udvikling af nye produkter, tjenester eller nyt indhold, samt ved udfasning af produkter, tjenester eller indhold.

6.2 Watch Medier kan løbende ændre i abonnementsprisen, jf. nærmere punkt 6.4 om varsling og adgang til opsigelse. Watch Medier kan blandt andet ændre i abonnementsprisen som følge af stigninger i nettoprisindekset eller for at imødekomme inflation regnet fra 1. januar i det foregående kalenderår (indeks 100) samt til dækning af udefrakommende omkostninger forbundet med Watch Mediers levering af Abonnementstjenesterne i henhold til Abonnementsaftalen, såsom prisstigninger hos leverandører af produkter/tjenester omfattet af Abonnementsaftalen, omkostninger til leverandører, banker, distribution og lignende. Videre kan Watch Medier ændre i abonnementsprisen, såfremt de øgede udgifter for Watch Medier er et resultat af ny eller ændret lovgivning, regulering eller praksis eller produkt-/tjenesteomlægninger.

6.3 Watch Medier kan løbende ændre indholdet af disse Generelle Abonnementsvilkår. Ændringerne vil fremgå i god tid af Watch Mediers hjemmeside watchmedier.dk, jf. nærmere punkt 6.4 om varsling og adgang til opsigelse.

6.4 Hvis Watch Medier ændrer væsentligt i Abonnementstjenesterne, jf. punkt 6.1, i abonnementsprisen, jf. punkt 6.2, eller foretager væsentlige ændringer af indholdet af de Generelle Abonnementsvilkår til ulempe for Kunden, jf. punkt 6.3, underretter Watch Medier Kunden om ændringen med et varsel på minimum løbende måned plus en måned til ændringens ikrafttræden. Kunden har herefter mulighed for at opsige Abonnementsaftalen til ændringens ikrafttræden med sit sædvanlige opsigelsesvarsel på løbende måned plus en måned, alternativt med et kortere varsel som angivet i de Individuelle Abonnementsvilkår. Kunder omfattet af en eventuel bindingsperiode har, hvis ændringen træder i kraft inden bindingsperiodens udløb, mulighed for at opsige Abonnementsaftalen med 14 dages skriftligt varsel til ændringens ikrafttræden. Kunden har i tilfælde af opsigelse ret til at få evt. abonnementsbetaling, der dækker en periode efter Abonnementsaftalens ophør, tilbagebetalt.

6.5 Watch Medier kan løbende indføre nye gebyrer eller ændre gebyrer omfattet af disse Generelle Abonnementsvilkår. Sådanne gebyrer kan fx indføres eller ændres som følge af øgede omkostninger for Watch Medier til porto, til håndtering af kundehenvendelser samt håndtering af kundebetalinger, herunder som følge af omlægninger eller modernisering af Watch Mediers forretningsgange. Ændringerne vil fremgå i god tid af den til enhver tid gældende gebyroversigt samt på Watch Mediers hjemmeside. Kunden har også mulighed for at få oplysninger om aktuelle gebyrer ved henvendelse til kundeservice. Såfremt Watch Medier indfører nye gebyrer, eller der sker en stigning på over 10% i et eksisterende gebyr, underretter Watch Medier Kunden herom med et varsel på minimum løbende måned plus en måned til indførelsens eller stigningens ikrafttræden.

6.6 Watch Medier kan ændre i de intervaller, som Kunden faktureres for. Watch Medier underretter Kunden om ændringen med et varsel på minimum løbende måned plus en måned til ændringens ikrafttræden.



7. DRIFTSFORSTYRRELSER, LEVERING, M.V.

7.1 Hvis Kunden oplever hindringer eller driftsforstyrrelser forbundet med modtagelse af digitale Abonnementstjenester, der ikke er begrundet i Kundens egne forhold, skal Kunden henvende sig til Watch Mediers kundeservice. Watch Medier afhjælper hurtigst muligt driftsforstyrrelser i eget netværk og på eget udstyr.

7.2 Kunden har ret til forholdsmæssig tilbagebetaling af eller nedslag i abonnementsprisen ved hindringer eller væsentlige driftsforstyrrelser forbundet med Kundens modtagelse af Abonnementstjenester omfattet af Abonnementsaftalen, såfremt hindringen eller driftsforstyrrelsen har fundet sted i en sammenhængende periode på minimum 48 timer, og såfremt hindringen eller driftsforstyrrelsen kan verificeres af Watch Mediers til enhver tid værende netværksoperatør. Eventuelle krav på forholdsmæssig tilbagebetaling af eller nedslag i abonnementsprisen skal fremsættes, senest 10 dage efter at hindringen eller driftsforstyrrelsen er blevet konstateret ved henvendelse til Watch Mediers kundeservice. Kunden har ikke ret til tilbagebetaling af eller nedslag i abonnementsprisen, hvis problemet er begrundet i Kundens egne forhold, fx Kundens internetforbindelse, device eller webbrowser.

7.3 Watch Medier er ikke ansvarlig for driftsforstyrrelser m.v. på eventuelle samarbejdspartneres platforme.



8. ADRESSEÆNDRING

8.1 Hvis Kunden flytter, skal Kunden straks give Watch Medier skriftlig meddelelse om sin nye adresse via e-mail. Såfremt Kunden undlader at meddele adresseændring til Watch Medier, bærer Kunden det fulde ansvar for udebleven levering, eventuelle påførte rykkergebyrer etc. som følge af udebleven adresseændring.



9. ANSVAR

9.1 Watch Medier er ikke erstatningsansvarlig over for Kunden for direkte eller indirekte tab, som Kunden måtte lide som følge af Kundens brug af Abonnementstjenesterne omfattet af Abonnementsaftalen eller for hindringer eller driftsforstyrrelser forbundet med Kundens modtagelse af Abonnementstjenesterne udover, hvad der følger af disse Generelle Abonnementsvilkår.

9.2 Købelovens mangelsregler er gældende for Abonnementsaftalen.



10. TEKST- OG DATAMINING

10.1 Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold indeholdt i Abonnementstjenesterne er beskyttet efter lov om ophavsret. Watch Medier forbeholder sig samtlige rettigheder til tekst- og datamining. Kunden er således ikke berettiget til at foretage udtræk og fremstille eksemplarer af Abonnementstjenesterne med henblik på tekst- og datamining.



11. MISLIGHOLDELSE AF AFTALEN

11.1 Hvis en part væsentlig misligholder Abonnementsaftalen, er den anden part berettiget til skriftligt at ophæve Abonnementsaftalen med øjeblikkelig virkning for fremtiden. Som væsentlig misligholdelse fra Kundens side betragtes blandt andet samtlige overtrædelser af Watch Mediers ophavsrettigheder, tekst- og datamining i strid med punkt 10, at Kunden deler, udlåner eller på anden vis overlader sit personlige login til tredjemand, at Kunden deler og videredistribuerer indholdet eller foretager kommerciel anvendelse af Abonnementstjenesterne samt Kundens manglende betaling med mere end 10 dage fra forfaldsdatoen ifølge rykkerskrivelse(r).



12. OVERDRAGELSE AF AFTALEN

12.1 Watch Medier er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og pligter efter Abonnementsaftalen til tredjemand. Kundens overdragelse af rettigheder og pligter efter Abonnementsaftalen til tredjemand forudsætter skriftlige godkendelse fra Watch Medier.



13. FORTRYDELSESRET

13.1 Kunden har 14 dages fortrydelsesret i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens regler herom. For digitale tjenester ophører fortrydelsesretten, hvis tjenesterne er fuldt ud leveret inden fortrydelsesfristens udløb forudsat, at Kunden har samtykket til og anerkendt, at Watch Medier igangsætter levering. Kunden opkræves betaling for adgang til Abonnementstjenester i perioden frem til Kundens udnyttelse af sin fortrydelsesret forudsat, at Kunden udtrykkeligt har anmodet om, at Watch Medier igangsætter levering. Læs mere om fortrydelsesret i Watch Mediers standardvejledning for fortrydelse tilgængelig på mediawatch.dk samt i de Individuelle Abonnementsvilkår.



14. VÆRNETING m.v.

14.1 Denne aftale er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister skal indbringes for de danske domstole.

14.2 Der kan også indgives klage til Nævnenes Hus, Mæglingsteamet for Forbrugerklager, Toldboden 2, 8800 Viborg via https://naevneneshus.dk/. Mæglingsteamet vil forsøge at løse tvisten ved mediation, og hvis det ikke lykkes at finde en løsning, kan klagen indbringes for Forbrugerklagenævnet. EU-Kommissionens online klageportal kan også anvendes ved indgivelse af en klage: http://ec.europa.eu/odr. Ved indgivelse af en klage skal der oplyses en e-mailadresse (se tabel nedenfor). Det er særlig relevant for Kunder med bopæl i et andet EU-land.



IKRAFTTRÆDEN

15.1 De Generelle Abonnementsvilkår træder i kraft 01/02/2024 [dd/mm/åååå].







Watch Medier A/S, Rådhuspladsen 37, 1785 København V, cvr. nr. 26343372 er ultimativt ejet af JP/Politikens Hus A/S.