BØRSEN
TOPØKONOM FRYGTER FORNYET INFLATIONSPRES I USA
Det store fald i markedsrenterne i slutningen af 2023 kan booste amerikansk økonomi, øge inflationspresset og tvinge Federal Reserve til at justere kursen, mener topøkonomer. (Forside, side 12-13)
MÆRSK HAR OMDIRIGERET 66 SKIBE I DET RØDE HAV
To Mærsk-skibe i de seneste uger er blevet angrebet i Det Røde Hav. Det har fået koncernen til at stoppe sejladsen for 145 skibe, som ellers skulle have sejlet i området. (Side 4)
ØRSTED-ANALYTIKERE: ”DER ER BRUG FOR EN NULSTILLING”
En stor milliardlussing har tvunget Ørsted til at gennemgå hele sin forretning med en tættekam. Ifølge analytikere bør vækstmålene sænkes, men frygten for en kapitaludvidelse spøger også. (Side 6)
AKTIECHEF: DERFOR RISIKERER AKTIEMARKEDET KURSFALD
Der har været fart på aktiemarkedet de seneste par måneder, hvor investorer har købt værdipapirer i forventning om, at 2024 byder på markante rentenedsættelser fra både den amerikanske og europæiske centralbank. (Side 16)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
FRAGTKAOS KAN RAMME ISÆR MINDRE VIRKSOMHEDER
Problemerne med støt stigende fragtrater som følge af blandt andet missilangreb i Det Røde Hav kan vise sig at blive særligt hårde for de små virksomheder. (Forside, side 6-7)
FLERE DANSKERE ER UTILFREDSE MED DERES BANK OG VIL SKIFTE
Stadig flere danskere er så utilfredse med deres bank, at de vil skifte til en anden. Specielt unge og lavtlønnede vil skifte bank, og ifølge en kundemåling er årsagen problemer med rådgivningen. Målingen dokumenterer, at konkurrencen lever, mener Finans Danmark. (Side 4)
BERLINGSKE BUSINESS
NY SUEZ-KRISE KAN BLIVE ALVORLIG FOR VERDENSØKONOMIEN
Tirsdag blev der igen affyret missiler mod skibe på vej gennem Suezkanalen. Nu kommer forbrugerne i Europa snart til at kunne mærke krisen, og fortsætter det meget længere, vil det begynde at have en effekt på verdensøkonomien, frygter eksperter. (Forside, side 4-5)
EASYJET-STIFTER TJENER STORT PÅ NAVNE-RETSSAGER
Manden bag lavprisselskabet Easyjet, Stelios Haji-Ioannou, har optrappet sin kamp mod andre, der bruger ordet ”easy” i deres navn. Flere virksomheder, velgørenhedsorganisationer og selv et indieband er kommet i karambolage med Easyjet-stifteren. (Side 2)
SYV GIGANTER STOD FOR AKTIEFESTEN I 2023 - NU FRYGTES KONSEKVENSERNE
Selv om aktiemarkedets største superhelte havde et festligt år i 2023, kan det se helt anderledes ud i det kommende aktieår – og konsekvenserne af festlighederne begynder allerede at vise sig. (Side 6)
SAMSUNG MED STOR MOBILSATSNING PÅ KUNSTIG INTELLIGENS
Den sydkoreanske mobilgigant lancerer allerede om to uger årets toptelefoner, Galaxy S24, hvor kunstig intelligens i stor stil kan arbejde på selve telefonen og få slået hul til et større mobilsalg i år. (Side 11)