Medie: Svensk lov kan stoppe frasalg af Globalconnect-andel

Kapitalfonden EQT’s frasalg af en mindre del af fibernetselskabet Globalconnect til et investeringsselskab fra Abu Dhabi risikerer at støde på en stopklods i ny svensk lov.
Foto: Globalconnect/PR
Foto: Globalconnect/PR

Ejeren af Globalconnect, kapitalfonden EQT, meddelte i sidste uge, at investeringsselskabet Mubadala Investment Company med base i Abu Dhabi overtager en mindre del af fibernetselskabet.

Ifølge det svenske branchemedie Telekomnyheterna er der dog risiko for, at handlen kan støde ind i problemer.

Den nye medejer skal nemlig bestå et sikkerhedstjek hos den svenske sikkerhedstjeneste Säpo, og flere kilder i branchen peger overfor Telekomnyheterna på, at det kan blive vanskeligt.

Det skyldes en lov, der blev indført sidste år for at sikre, at virksomheder med betydning for Sveriges sikkerhed ikke kommer på udenlandske hænder.

”Hvis egnethedsprøven fører til vurderingen af, at overdragelsen er uhensigtsmæssig ud fra et sikkerhedsbeskyttelsesmæssigt synspunkt, må overdragelsen ikke gennemføres. Lov (2021:952),” skriver Telekomnyheterna.

Mubadala Investment Company er et investeringsselskab med base i Abu Dhabi, der har investeringer i mere end 50 virksomheder i en lang række brancher. Blandt dem den svenske fintech Klarna, hvis ejerkreds Mubadala blev en del af i juli.

”Ved at byde Mubadala velkommen som minoritetsinvestor i Globalconnect, sigter EQT Infrastructure på at udvide virksomhedens langsigtede aktionærbase, samtidig med at kunne trække på Mubadalas erfaring med investeringer i datacenter og fiber,” lød det fra EQT i en pressemeddelelse ved frasalget af ejerandelen.

Globalconnect leverer kommunikations- og netværksløsninger baseret på egen infrastruktur i Norden, og Mubadala er ikke den første internationale investor, der har vist interesse for det område.

I foråret kunne det danske energiselskab Norlys annoncere salget af 35 pct. af sin fiberforretning til et fransk-hollandsk konsortium bestående af pensionskassen PGGM og energiselskabet EDF’s investeringsarm, EDF Invest.

Og for nyligt annoncerede det norske teleselskab Telenor også, at det har solgt 30 pct. af sit nyetablerede fiberselskab, Telenor Fiber, til et konsortium. I dette tilfælde med den amerikanske kapitalfond KKR i spidsen og Oslo Pensjonsforsikring som medinvestor.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også