Norsk rigmand overtager kendt københavnsk hotel

Den norske hotelkæde Strawberry overtager driften af Admiral Hotel. 
Admiral Hotel ved havnefronten nær Amalienborg. | Foto: Google Maps
Admiral Hotel ved havnefronten nær Amalienborg. | Foto: Google Maps
af ritzau

Norske Petter Stordalen har føjet endnu en københavnsk adresse til sin samling af danske hoteller.

Det er Admiral Hotel, som er beliggende i et mere end 200 år gammelt pakhus nær Amalienborg, der nu skifter operatør.

Dermed bliver hotellet en del af Strawberry-kæden, der tidligere gik under navnet Nordic Choice Hotels.

Det oplyser Strawberry i en pressemeddelelse.

”Vi har længe ønsket at udvide vores tilbud i København. Admiral Hotel har længe stået på listen over hoteller, som vi har ønsket at inkludere i vores portefølje, så dette er en milepæl for os,” lyder det fra Petter Stordalen.

Peter Stordalen på et af sine andre hoteller i København. | Foto: Stine Bidstrup
Peter Stordalen på et af sine andre hoteller i København. | Foto: Stine Bidstrup

Den flamboyante forretningsmand ejer foruden Strawberry også en andel af rejsekoncernen Nordic Leisure Travel Group, som blandt andet omfatter Spies og Ving Rejser.

Strawberry driver i forvejen en række hoteller i København, blandt andet Villa Copenhagen, som ligger i den ombyggede Centralpostbygning nær Københavns Hovedbanegård, og Hotel Skt. Petri, der ligger i det tidligere Daells Varehus.

Admiral Hotel ligger ved Kvæsthusbroen og åbnede som hotel i 1978 efter en større renovering. Det var dengang med 366 værelser Danmarks næststørste.

Ejendommen ejes af det svenske ejendomsselskab Midstar Hotels AB.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også