Nye investorer køber sig ind i Visma for over 1 milliard euro

Ifølge koncernchef Merethe Hverven understøtter den nye investering den norske it-koncerns fortsatte vækst. 
Merethe Hverven er adm. direktør for Visma-koncernen. | Foto: PR
Merethe Hverven er adm. direktør for Visma-koncernen. | Foto: PR
af NIKOLAJ HARDING

20 nye investorer har købt sig ind i Visma for et samlet beløb på over en mia. euro, hvilket svarer til 7,4 mia. kr. Den norske it-koncern er til stede i 28 lande og beskæftiger over 15.000.

Det oplyser Visma i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at værdiansættelsen efter transaktionen lyder på 19 mia. euro, svarende til 141,6 mia. kr. 

Blandt de nye investorer er blandt andet aktører som Altaroc, Jane Street og NYC Retirement System. I forlængelse heraf vil flere eksisterende aktionærer, heriblandt majoritetsejeren Hg, øge sine nettoinvesteringer i Visma, lyder det. 

”Vi er stolte over at modtage denne nye tillidserklæring fra Hg og andre ledende investorer i en transaktion, som bekræfter vores fantastiske udvikling og positive udsigter. Visma leverer de digitale værktøjer, som virksomheder har brug for for at fungere effektivt, innovere og forblive konkurrencedygtige. Understøttet af en solid og kyndig aktionærbase er vi perfekt positioneret til at fortsætte vores unikke vækstrejse,” siger Vismas koncernchef, Merete Hverven, i pressemeddelelsen. 

Vokser dobbelt så hurtigt

Visma-koncernen, der i Danmark har hovedkontor i Carlsberg Byen i København.

I 2022 frasolgte koncernen sin konsulent- og infrastrukturforretning og har i stedet bevæget sig mod at blive en mere rendyrket software-as-a-service (SaaS) virksomhed. 

Ved udgangen af tredje kvartal i år lød Visma-koncernens abonnementsomsætning (ARR, red.) på 2,2 mia. euro, svarende til 16,4 mia. kr. 

”Visma vokser dobbelt så hurtigt nu i forhold til, da vi første gang investerede i virksomheden i 2006, til trods for at det nu er en 20 gange større virksomhed. Denne utrolige præstation er resultatet af investeringen i moderne SaaS-produkter for over ti år siden drevet af en stærk innovationsevne og et lederteam i verdensklasse ledet af Merete Hverven. Vi ønsker vores nye investorer velkommen og ser frem til næste kapitel i denne succeshistorie inden for europæisk teknologi,” siger Nic Humphries, seniorpartner i Hg, i pressemeddelelsen. 

Ifølge Merethe Hverven er Visma godt rustet til fremtidig vækst, da selskabet har investeret i produktudvikling og AI-drevet automatisering af kritiske forretningsprocesser. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også