Watch Medier

Dansk Industri spår betydelig opbremsning i økonomien

Krigen i Ukraine og høj inflation vil være med til at forårsage opbremsning i økonomien, mener organisationen Dansk Industri.

Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix

Under coronakrisen har den danske økonomi buldret afsted, men den fest ser ud til delvist at stoppe i år.

Det viser en ny prognose fra landets største arbejdsgiverorganisation Dansk Industri (DI).

Organisationens underdirektør Morten Granzau Nielsen sætter ord på:

”Krigen i Ukraine, højere renter og inflation samt mangel på arbejdskraft er alt sammen medvirkende til vores nye prognose,” siger han.

Ifølge organisationen vil den danske bnp - eller bruttonationalprodukt - ikke stige yderligere for i år. Prognosen viser, at vi måske endda kigger ind i en lille tilbagegang. Sidste år steg bnp’en 4,7 procent.

Bruttonationalproduktet er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om en økonomi vokser eller skrumper.

”Der er ikke tvivl om, at det, der har den største betydning for den nærmeste fremtid, er, hvordan det går i krigen i Ukraine.”

”Derudover er det naturligvis udviklingen i inflationen, der har massiv indflydelse på, at udviklingen i økonomien bremser betydeligt op nu,” siger han.

”Vi ser en virkelig høj inflation, som koster på forbrugernes købekraft. Det sætter sig i privatforbruget.”

En af hovedkonklusionerne i rapporten er dog også, at det er historisk svært at være økonom i øjeblikket.

Exceptionelle begivenheder som netop krigen i Ukraine gør det nemlig svært at forudse fremtiden, siger han.

Morten Granzau Nielsen erkender i det hele taget, at de seneste to års begivenheder gør det svært at få greb om, hvad der kommer til at ske.

”Det økonomiske opsving under coronakrisen har været massivt og meget stærkere, end nogen havde skønnet.”

”Nu har vi så en krig, og så kigger vi tilmed ind i coronanedlukning af kinesiske havne, som kan være med til at forværre propperne i forsyningskæderne.”

Coronakrisen har nemlig også haft en bagside. Forbrugernes store købelyst har gjort, at der eksempelvis er kommet en stor mangel på materialer.

”Hvis man så lægger en krig oveni, så gør man sådan set bare ondt værre,” lyder det.

Mere fra Watch Medier

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs