Datatilsynet vil granske bookingfejl hos SAS

Myndigheden Datatilsynet vil nu undersøge, om SAS har brudt persondatasikkerheden i sag om mistede bookinger i bookingsystemet.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For nylig kom det frem, at SAS i slutningen af maj var ramt af en teknisk fejl i sit bookingsystem.

Her kom SAS til at fjerne overbookinger på en lang række fly, hvilket betød, at kunderne fik deres bookinger annulleret og i stedet blev ombooket til afgange på andre datoer og med mellemlandinger.

Det var til trods for, at man stadig kunne købe billetter til de samme afgange, men til en højere pris.

Det vakte ikke overraskende kritik. Nu kan SAS så også se frem til, at Datatilsynet går ind i sagen.

I en pressemeddelelse fra myndigheden lyder det, at man efter medieomtalen nu vil granske, om der er sket brud på persondatasikkerheden.

”Mange forbinder ofte brud på reglerne i GDPR med hacking, videregivelse af oplysninger, deling af billeder o.l., men beskyttelsen af borgernes oplysninger rækker videre end det. I denne sag kan der være tale om det, vi kalder tab af integritet, hvilket vil sige, at personoplysninger er urigtige eller mistes,” udtaler Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet.

”Den slags fejl sker, men vi ser på det med større alvor, når konsekvenserne for borgerne er store. De frihedsrettigheder, som reglerne beskytter, omfatter også tab af en erhvervet ret eller et økonomisk tab. Og derfor ser vi nu på, hvad der er sket i denne sag,” siger han videre.

Kræver hurtigt svar

Datatilsynet skriver, at SAS selv ikke har anmeldt sagen som et brud på persondatasikkerheden.

I sin skrivelse til SAS lyder det fra tilsynet, at flyselskabet bl.a. skal give en fyldestgørende beskrivelse af hændelsen, årsagen til hændelsen, og hvad konsekvensen var for de registrerede.

SAS skal svare Datatilsynet seneste den 28. juni.

Da sagen kom frem hos DR, udtalte SAS’ kommunikationschef, Alexandra Lindgren Kaoukji, om kritikken fra sure passagerer, der havde fået annulleret deres billetter:

”Vi forsøger på ingen måde at bedrage vores passagerer eller bevidst håndtere dem fejlagtigt – det er en fuldstændig absurd anklage, som ikke er sand. Men vi er de første til at indrømme, at noget tydeligvis er gået galt – både i håndtering og kommunikation, og vi tager kritikken til os.”

Kommunikationschefen påpegede, at problemet skyldtes, at flyselskabet i forbindelse med aflysningen af 4000 sommerafgange ved en fejl satte systemet til automatisk at fjerne overbookinger på andre fly.

SAS afviser at have smidt passagerer af fly for at sælge billetten dyrere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også