Møbelhus skærer ned på åbningsdage på grund af elpriser og inflation

Opbremsning i salget og stigende elregninger får gammelt jysk møbelhus til at holde lukket tre ud af fire søndage og skrue ned for lys og varme.
Det er bl.a. designerrmøbler fra brands som FDB Møbler, Jobo Møbler sælger. | Foto: FDB Møbler/PR
Det er bl.a. designerrmøbler fra brands som FDB Møbler, Jobo Møbler sælger. | Foto: FDB Møbler/PR

Høje elpriser og lav forbrugertillid kan mærkes på indtjeningen i detailhandlen, og i Kolding har møbelhuset Jobo Møbler taget konsekvensen og lukker butikken tre ud af fire søndage, skriver Jydskevestkysten.

”Det sker, fordi vi lige nu skal have udgifterne til personale og energi til at hænge bedre sammen med salget. Og der er en opbremsning i salget, som vi må tage konsekvensen af,” siger indehaveren Bo Pedersen fra Jobo Møbler, der har eksisteret i 60 år og sælger dansk design og møbler i den eksklusive ende både i den fysiske butik og online.

Ud over flere lukkedage vil Jobo Møbler også slukke hvert andet spot og skrue ned for varmen i butikken for at spare, siger Bo Pedersen, der ikke udelukker, der skal ”endnu mere til i nær fremtid”.

Energitjek

De skyhøje elpriser er hårde ved økonomien i detailhandlen og i flere detailkoncerner som Jysk og Salling Group er man i gang med at gå energiforbruget igennem med tættekam for at tøjle de stigende energiomkostninger.

“De stigende udgifter til energi påvirker bestemt Jysks drift. Vi har i det seneste år fra september 2021 til juli 2022 oplevet en stigning på godt 70 pct. på vores energiudgifter alene i Danmark. Det har betydet en række tiltag for at nedbringe vores energiforbrug på tværs af Europa, fx øget fokus på varmeregulering på vores store distributionscentre, i vores butikker og på vores kontorer,” sagde Uffe Christensen, Financial Manager for Jysk i Danmark, for nylig til DetailWatch.

Ifølge direktør for Dansk Detail og Wear, Nikolai Clausen, rammer de voksende udgifter til el og varme især kæder og butikker med store showrooms.

”Allerede nu oplever detailhandlen de stigende energipriser, som for nogle er steget med 300 procent. Det kan være svært at sætte kroner og øre på, men for en boligforretning med et showroom på 2.000-2.500 m2, hvor varmekilden er gas, kan det betyde en stigning på hele kr. 700.000 årligt – alene på varmeregningen,” skrev han i et indlæg torsdag på DetailWatch.

I dagligvarebutikkerne, der er afhængige af at holde fødevarer på køl og frost, rammer de høje elpriser ekstra hårdt. Det har fået flere aktører som Coop, DSK og Landdistrikternes Fællesråd til at advare mod, at det vil udløse butiksdød, hvis der ikke kommer politisk hjælp til at klare elregningen.

Storcenter skruer ned for varmen i 160 butikker: ”Vigtigt at sende et signal”

Salling dropper populær juletradition

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også