Dubai vil udlevere Sanjay Shah til Danmark

Retten i Dubai godkender udlevering af britisk statsborger til den største bedragerisag nogen sinde i Danmark.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Den hovedtiltalte i sagen om svindel med udbytteskat, Sanjay Shah, udleveres fra Dubai til Danmark. Det oplyser Justitsministeriet mandag aften.

I en udtalelse siger justitsminister Peter Hummelgaard (S), at det er en vigtig sag for Danmark.

”Det er vores statskasse, vores velfærdssamfund og vores tillidsfulde fællesskab, der er blevet undergravet her,” udtaler han.

”Jeg kan forstå, at afgørelsen i dag er endelig,” siger ministeren om en afgørelse truffet af retten i Dubai.

Imidlertid skal afgørelsen forelægges for justitsministeren i De Forenede Arabiske Emirater, før den endelige beslutning træffes.

I udtalelsen mandag aften fra den danske minister er der ikke oplysninger om et eventuelt tidspunkt for selve udleveringen.

Den britiske forretningsmand er tiltalt for bedrageri og forsøg på bedrageri med hensyn til 9,6 milliarder kroner fra den danske stat. Svindlen skal være sket i forbindelse med udnyttelse af reglerne om refusion for udbytteskat.

Efter planen skal straffesagen begynde i Retten i Glostrup i august i år. Der er planlagt et stort antal retsmøder frem til april 2024.

I samme sag som den 52-årige Shah er Anthony Mark Patterson også tiltalt.

Begge mænd er blevet varetægtsfængslet in absentia, altså uden at være til stede, af danske domstole, hvorefter de er begæret udleveret. I Storbritannien verserer sagen om Pattersons udlevering. 

Tættere på retfærdighed

På det seneste har Sanjay Shahs advokater i Danmark forsøgt at få ophævet fængslingen under henvisning til de angiveligt umenneskelige vilkår, som Shah har været underkastet i Dubai siden anholdelsen i maj sidste år.

Forsøget er mislykkedes.

I udtalelsen mandag aften lægger Peter Hummelgaard vægt på, at afgørelsen om udlevering har helt principiel betydning for Danmark.

Signalet er ifølge ministeren, at ”intet skjulested er sikkert, uanset hvor i verden, man befinder sig.”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at mandagens afgørelse er ”et skridt nærmere retfærdighed”. 

Det skriver han på Udenrigsministeriets twitterprofil.

”Resultat af solid diplomatisk indsats og godt samarbejde med FAE (Forenede Arabiske Emirater, red.). Håber Shah snart kommer for en dansk domstol,” skriver Løkke.

Sanjay Shah nægter sig skyldig i anklagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også