EU-lande aftaler nye regler for platformsarbejde

Ny lov for platformsarbejde skal sikre bedre forhold for dem, der arbejder som leveringsbude og chauffører hos platforme som Uber og Wolt.
EU-Rådet vil med lovgivningen sikre bedre arbejdsvilkår for dem, som arbejder for Wolt og Uber. | Foto: Michal Kamaryt/AP/Ritzau Scanpix
EU-Rådet vil med lovgivningen sikre bedre arbejdsvilkår for dem, som arbejder for Wolt og Uber. | Foto: Michal Kamaryt/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU’s medlemslande er mandag nået til enighed om en aftale om platformsarbejde.

Det oplyser EU-Rådet, hvor landene er repræsenteret, i en pressemeddelelse.

Formålet med loven er at sikre bedre arbejdsvilkår for dem, der udfører opgaver for digitale platforme som Uber og Wolt. De tilbyder henholdsvis kørsel og levering af mad og dagligvarer.

EU anslår, at 28 millioner personer arbejder for digitale platforme i EU. I dag er langt størstedelen af dem formelt set selvstændige, og de har derfor ikke krav på for eksempel sygedagpenge. 

Mange af dem skal dog omvendt leve op til regler og krav, som var de ansatte. Deri består problemet, som EU nu vil gøre op med. Det skal ske ved blandt andet at gøre det nemmere at afgøre, om en platformsarbejder egentlig bør betragtes som en lønmodtager.

Landene foreslår, at en person som udgangspunkt får status som ansat, hvis vedkommendes tilknytning til den digitale platform opfylder mindst tre ud af syv kriterier.

Det kan for eksempel være, at der er regler for, hvordan platformsarbejderen skal være klædt eller opføre sig. Hvis der er en øvre grænse for, hvad man kan tjene gennem platformen, vil det også indikere, at der er tale om et ansættelsesforhold.

Aftalen mellem landene er endnu et skridt på vejen mod en løsning på udfordringerne med ”falske selvstændige”, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse mandag.

”Vi skal forbedre arbejdsvilkårene for platformsarbejdere, så det er godt, at der nu blandt medlemslandene er opbakning hertil,” siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

”Det er vigtigt, at dem, der reelt er lønmodtagere, også får de rettigheder, der følger med. Derfor er jeg optaget af, at vi i EU får skabt klarere rammer for platformsarbejde.”

At landene mandag er blevet enige, betyder ikke, at de nye regler er helt på plads. Der vil nu blive sat forhandlinger i gang med de folkevalgte i EU-Parlamentet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også