Europæisk centralbank fastholder renten

Rentesatserne blev som ventet holdt uændrede ved torsdagens møde i Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd.
ECB rokker ikke ved renterne. | Foto: Kirill Kudryavtsev
ECB rokker ikke ved renterne. | Foto: Kirill Kudryavtsev
af marketwire

Efter mere end et år med pengepolitiske stramninger og en hård kamp for at for styr på inflationen fastholder Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag sine toneangivende rentesatser.

Dermed er indlånsrenten uændret 4,00 pct.

Det oplyser centralbanken i en rentemeddelelse torsdag eftermiddag.

Beslutningen var på forhånd ventet af økonomer, der har været vidne til hele ti renteforhøjelser på stribe siden juli sidste år.

Blandt 59 økonomer, som Bloomberg News havde indhentet estimater fra, ventede samtlige en uændret rente.

Også ECB’s udlånsrente er som ventet fastholdt på 4,50 pct.

I torsdagens meddelelse signalerer ECB også, at renten kan have toppet.

”Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. På grundlag af sin aktuelle vurdering finder Styrelsesrådet, at ECB’s officielle renter ligger på et niveau, der – hvis det fastholdes i tilstrækkelig lang tid – vil yde et væsentligt bidrag til dette mål,” skriver ECB i meddelelsen.

Banken understreger desuden, at den fortsat vil benytte en dataforankret tilgang, når det fastlægger niveauet for og varigheden for de høje renter.

Her vil Styrelsesrådet især basere sine beslutninger på sin vurdering af inflationsudsigterne og udviklingen i den underliggende inflation.

Med rentepausen har ECB i hvert fald midlertidigt sat en stopper for den længste og mest omfattende serie af pengepolitiske stramninger i bankens historie. Samlet er renten hævet med 450 basispoint i perioden juli 2022 til september 2023, og indskudsrenten er på det højeste niveau nogensinde.

Herhjemme ventes Nationalbanken heller ikke at røre ved rentesatserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også