Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen

Søren Brostrøm søger ikke forlængelse, når hans direktørkontrakt udløber 7. oktober, bekræfter han. Han er den seneste i rækken af topembedsmænd, der er gået af efter coronakrisen.
Søren Brostrøm blev kendt i den brede offentlighed via corona-pressemøderne. | Foto: Jens Dresling
Søren Brostrøm blev kendt i den brede offentlighed via corona-pressemøderne. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, stopper på posten ved kontraktens udløb 7. oktober.

Det bekræfter han på styrelsens hjemmeside.

Søren Brostrøm oplyser, at han ikke søger forlængelse, når kontrakten udløber.

57-årige Brostrøm har stået i spidsen for Sundhedsstyrelsen siden 2015. Inden da havde han været enhedschef i styrelsen i fire år og havde skiftet en knap 20-årig klinisk karriere ud med embedsmandsrollen i Sundhedsstyrelsen.

Brostrøm er uddannet speciallæge i gynækologi og obstetrik. Han har blandt andet været overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på hospitalerne i Glostrup og Herlev.

Professionelt har han måttet håndtere konflikten omkring en specialplan for sygehusene, der vakte opstandelse. Det var Brostrøms opgave at få enderne til at mødes, da han trådte til.

I 2019 gjaldt det vaccinediskussionen. Her måtte Søren Brostrøm erkende, at Sundhedsstyrelsen havde begået flere fejl i starten af debatten om, hvorvidt vacciner mod HPV-virus var farlige.

Men det var, da coronapandemien ramte, at Brostrøm for alvor blev et kendt navn i offentligheden. Her tonede han frem på tv-skærmene hjemme i stuerne landet over ved de mange pressemøder med myndighederne.

Selv om han fra mange sider er blevet rost for sin evne til at kommunikere skarpt og klart, har der også været malurt i bægeret.

For i starten af coronavirussets udbrud lød det fra Søren Brostrøm, at risikoen var ”meget lav” for spredning i Danmark. Efterfølgende erkendte han, at sygdommen i begyndelsen skulle have været håndteret anderledes.

Mange exits

Brostrøm tilslutter sig en række af myndighedspersoner, der blev kendte navne under coronakrisen, men som efterfølgende har forladt deres poster.

Kåre Mølbak, der stod i spidsen for Statens Serum Institut (SSI) som faglig direktør, gik på pension i slutningen af januar 2021.

Samme måned gjorde Sundhedsministeriets daværende departementschef, Per Okkels, det samme.

Et par måneder senere, i marts 2021, meddelte Lægemiddelstyrelsens daværende direktør, Thomas Senderovitz, at han stoppede med øjeblikkelig virkning.

Søren Brostrøm leder i øjeblikket en robusthedskommission, som er sat i verden for at komme med anbefalinger til, hvordan der blandt andet kan sikres mere personale og et bedre arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. Kommissionen skal efter planen fremlægge sit arbejde i sensommeren 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også