NKT-formand overrasket over topchefs exit – har stærk afløser

Kabelproducenten NKT’s adm. direktør har valgt øjeblikkeligt at fratræde sin stilling af personlige årsager. Formand Jens Due Olsen er overrasket, men har fundet afløseren.
Bestyrelsesformand Jens Due Olsen understreger, at NKT-topchefens afgang sker af personlige årsager. | Foto: Pr / Nkt
Bestyrelsesformand Jens Due Olsen understreger, at NKT-topchefens afgang sker af personlige årsager. | Foto: Pr / Nkt
AF MARKETWIRE

Det kommer som et stor overraskelse for NKT’s bestyrelsesformand, Jens Due Olsen, at kabelproducentens topchef, Alexander Kara, har valgt at forlade den børsnoterede virksomhed.

Afgangen sker øjeblikkeligt og af ”personlige årsager”.

”Ja, det vil jeg sige, at det gør,” siger Jens Due Olsen i et interview med MarketWire på spørgsmålet, om fratrædelsen kommer helt bag på ham.

”Det gode er, at vi har stærke successionsplaner. Vi har et stærkt team, som kan tage over og ved, hvad der skal ske, hvis der opstår sådanne situationer,” tilføjer han.

Som afløser har NKT udnævnt svenske Claes Westerlind til ny administrerende direktør, CEO.

Jens Due Olsen kan ikke komme nærmere ind på, hvad der er de konkrete personlige årsager til Alexander Karas beslutning om at forlade virksomheden.

”Men jeg kan i hvert fald sige, hvad det ikke er. Det har intet at gøre med samarbejdsrelationen mellem bestyrelse og Alex. Det har heller intet at gøre med uenighed om strategi eller manglende resultater – eller om de planer, vi jo har om kapitaludvidelser.”

”Det har heller ikke noget at gøre med de udfordringer, vi har med Photonics i øjeblikket. Det er af personlige årsager – og det er det, der gør det lidt svært at kommunikere, fordi det er jo personligt,” siger Jens Due Olsen.

Afløseren, Claes Westerlind, har mere 15 års erfaring fra højspændingskabel- og transformerindustrien og kom til NKT i 2017.

Siden 2019 har Claes Westerlind haft stillingen som executive vice president for Solutions i Karlskrona og været medlem af det globale ledelsesteam i NKT.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også