Flere formænd for lokalafdelinger af 3F, som er aktionær i Pensiondanmark, stiller sig kritiske over for, at Torben Möger Pedersen får 29 mio. kr. med sig ud ad døren, når han stopper som adm. direktør for pensionsselskabet. Det skriver Ekstra Bladet.
”Jeg håber, jeg aldrig oplever sådan noget her igen, men jeg kan ikke afvise, at det er noget, vi skal forholde os til i fremtiden igen. Fratrædelsesaftaler indgås jo i fredstid, men jeg har svært ved at se, hvad der retfærdiggør noget i den her størrelsesorden, og jeg synes også, det virker en anelse grådigt,” siger Thomas Overgaard, formand for 3F Vestegnen, til Ekstra Bladet.
3F’s forbundsformand, Henning Overgaard, er formand for Pensiondanmarks bestyrelse. Han forklarede fredag, at han godt kan forstå, hvis man mener, at 29 mio. kr. er mange penge.
”Nogle vil finde beløbet kritisabelt, og det kan jeg godt forstå. Aftalen afspejler de vilkår, der blev aftalt i direktørens kontrakt for 20 år siden. Og som siddende bestyrelse skal vi selvfølgelig respektere de kontrakter, der er indgået, og de forpligtelser, det giver selskabet,” lød det i en skriftlig kommentar fra formanden fredag.
Det var Insidebusiness, som fredag kunne fortælle om fratrædelsesaftalen.
Torben Möger Pedersen stopper som adm. direktør for Pensiondanmark ved udgangen af måneden. Han har stået i spidsen for selskabet i hele dets omkring 30-årige eksistens.
Pensiondanmark er ejet af en lang række fagforbund og arbejdsgiverorganisationer. Selskabet har godt 800.000 medlemmer.
Afgående topchef får 29 millioner med sig ud af Pensiondanmark