Kforums redaktør stopper

”Efter 25 år som redaktør skal der ske noget nyt i mit arbejdsliv,” udtaler Timme Bisgaard Munk fra Kforum, der er et onlinemedie for kommunikationsbranchen. Han afløses af medredaktøren.
Foto: Pr/kommunikationsforum
Foto: Pr/kommunikationsforum
af redaktionen

Timme Bisgaard Munk stopper ved udgangen af året som redaktør på Kforum for at indtage en ny rolle som analytiker og kommentator med ugentlige bidrag på onlinemediet for kommunikationsbranchen.

Han afløses af Tine Brødegaard Hansen, som har en bred profil inden for erhvervsjournalistik og kommer fra en stilling som medredaktør på Kforum. Nichemediet blev opkøbt af Watch Medier for halvandet år siden, og siden er der investeret i en udvidet nyhedsdækning målrettet professionelle kommunikatører.

Om rolleskiftet til analytiker og kommentator siger Timme Bisgaard Munk:

”Efter 25 år som redaktør skal der ske noget nyt i mit arbejdsliv. Kforum har i JPPOL/Watch Medier fået en stærk publicistisk ejer og hjemsted med sans for ordentlig og faglig nichejournalistik. Det glæder mig meget. Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til alle de mennesker og medarbejdere, som jeg har arbejdet med gennem de sidste 25 år, som har gjort os allesammen klogere på kommunikation.”

Han fortsætter:

”Det har været en stor faglig og personlige glæde. Jeg vil også gerne takke kunder og læsere som i alle de mange år har støttet op om Kforum i både gode og dårlige tider. Kun i kraft af jeres bidrag er Kforum det vigtigste medie for alle som forholder sig tænkende til kommunikation.”

Ud over onlinemediet driver Kforum også landets førende kursus- og netværksforretning målrettet kommunikationsfolket. Den forretning ledes fortsat af Ditte Bjaaland Havelund. 

Hos Watch Medier glæder redaktionschef Nicolai Raastrup sig over, at et stærkt team står klar til at bringe Kforum videre efter Timme Bisgaard Munks afgang.

”Vi skylder Timme en stor tak for hans arbejde med integrationen af Kforum i Watch Medier. Han har en stor del af æren for, at det nye Kforum har fået en flyvende start. Derfor er vi også begejstrede for, at Timme fortsat vil være at finde i spalterne i sin nye rolle som kommentator og analytiker,” siger Nicolai Raastrup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også