Topchef hos Vision Ejendomme er færdig efter et år: "Ikke rette match"

Vision Ejendomme, der er ejet af Jysk-arvingerne og Schou-familien, henter tidligere direktør tilbage og sætter et større fokus på ”daglig drift og administration”.
Claus Skytte er oprindeligt tømreruddannet og senere bygningskonstruktør. Han har tidligere været hos NCC, svenske Bonava og hos ejendomsforvalteren Deas. | Foto: Pr / Vision Ejendomme
Claus Skytte er oprindeligt tømreruddannet og senere bygningskonstruktør. Han har tidligere været hos NCC, svenske Bonava og hos ejendomsforvalteren Deas. | Foto: Pr / Vision Ejendomme

Den tidligere Deas-profil Claus Skytte må forlade direktørstolen efter knap et år hos ejendomsselskabet Vision Ejendomme.

Ejendomsselskabet er ejet af Schou Family Invest og Lars Larsen Group. Med kontor i København beskæftiger det knap 30 medarbejdere og besidder en ejendomsportefølje på omkring 4,6 mia. kr. 

Af et opslag på Linkedin fra direktøren fremgår det, at bestyrelsen i Vision Ejendomme fremover ønsker i højere grad at fokusere på den daglige drift og administration af porteføljen:

”Hvorved mine kompetencer, erfaring og netværk ikke i tilstrækkelig grad vil kunne udnyttes, hvorved vi ikke længere er det rette match for hinanden,” skriver Claus Skytte i opslaget og fortsætter:

”Jeg har den dybeste respekt for bestyrelsens beslutning.”

Claus Skytte fik direktørposten hos Vision Ejendomme i december 2022, da han overtog stillingen fra Jens Bolding Jensen. Dengang blev der lagt vægt på Claus Skyttes evner inden for udvikling af store ejendomsprojekter.

I sin tid hos Vision Ejendomme har Claus Skytte blandt andet været med til at tage første spadestik til byggeriet af Gasværkskarréen, der tilføjer 110 nye lejeboliger på Østerbro i København.

Af virksomhedsregistret fremgår det, at tidligere adm. direktør Jens Bolding Jensen nu får comeback på chefposten hos Vision Ejendomme.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også