Salling Group om rekordregnskab: "For det første har vi været heldige"

Salling Group, der ejer Bilka, Netto og Føtex, solgte i 2020 for første gang varer for over 60 milliarder kroner - en vækst på 7 pct. Topchef Per Bank siger, at virksomheden har været heldig, men han peger også på konstant fremgang de seneste fem år.
Salling Groups salg nåede over 60 mia. kr. | Foto: PR / Salling Group
Salling Groups salg nåede over 60 mia. kr. | Foto: PR / Salling Group
af ritzau

Mens mange af landets butikker skulle holde lukket i dele af 2020, så kunne de essentielle butikker som supermarkederne hele tiden holde åbent.

Det har været med til at give rekordresultater i Salling Group, der blandt andet ejer supermarkedskæder som Netto, Føtex og Bilka.

Omsætningen er samlet set steget med mere end fire milliarder kroner til 60,9 milliarder kroner. Det er første gang, at omsætningen krydser 60 milliarder.

Den rekordhøje omsætning har været med til at give et driftsoverskud på 2,8 milliarder kroner. Det er ligeledes rekord for Salling Group.

En væsentlig årsag til resultaterne er den positive påvirkning, som udbruddet af coronavirus har haft for dele af detailhandlen. Det fortæller Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group.

"For det første vil jeg sige, at vi har været heldige. Vi har været i en branche, som har været positivt påvirket af corona. Derfor er det også den primære grund til resultaterne.2

"Men jeg vil også sige, at vores resultater de sidste fem år bare er blevet bedre år for år. Så det er en trend, vi er på," siger Per Bank.

De seneste uger er Danmark begyndt at genåbne oven på den nedlukning, der blev indført i løbet af december.

Senest har barer, værtshuse og restauranter fået lov til at tage imod indendørs gæster igen, og større storcentre og stormagasiner kan igen slå dørene op.

Foruden supermarkedskæder ejer Salling Group også stormagasiner i Aarhus og Aalborg, og koncernen ejer de BR-butikker, der flere steder i landet ligger i storcentre.

Derfor er det ikke kun skidt for Salling Group, at konkurrencen i detailhandlen nu skærpes med den yderligere genåbning.

Genåbner Salling-stormagasiner

"I dag er faktisk en glædens dag. Og det gælder også for os, da vi åbner vores stormagasiner, hvor vi har haft et par tusinde medarbejdere, der ikke har kunnet arbejde i lang tid," siger Per Bank.

Herhjemme har Salling Group flere hundrede butikker, ligesom det er tilfældet i Tyskland og Polen, hvor koncernen også er tilstede med egne butikker.

I alt har koncernen mere end 1400 butikker fordelt på de tre lande. Samlet bliver der beskæftiget cirka 55.000 medarbejdere.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også