Pizzakæden Gorm's går konkurs

Ledelsen bag pizzakæden Gorm’s indgiver konkursbegæring efter længere tids forgæves forsøg på at rejse ny kapital.
Gorm Wisweh skal ikke længere servere pizza på Gorm's restauranterne | Foto: Gorm's / Pr
Gorm Wisweh skal ikke længere servere pizza på Gorm's restauranterne | Foto: Gorm's / Pr

Der skal ikke serveres flere salami- eller Mark & Rita-pizzaer på Gorm’s-restauranterne. 

Selskabet har mandag morgen indgivet konkursbegæring og beskriver årsagen som et ”giftigt mix” af gældsefterslæb fra coronakrisen, inflations- og energikrisen samt en kommende momsbetaling, som har presset likviditeten massivt. 

Stifter og direktør i Gorm’s Christian Madsen siger i en pressemeddelelse: 

”Vi har kæmpet med næb og kløer for at undgå denne situation. Vi har til det sidste søgt løsninger, som kunne sikre virksomhedens overlevelse, men gældsspiralen og den stejle afdragsprofil har vi desværre ikke kunnet finde en løsning på. Derfor står vi nu med en uundgåelig og trist udgang på det hele.”

”Det er et livsværk, vi ser smuldre mellem hænderne på os, og fundamentet er trukket væk under både ejere, medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere, så vi er selvfølgelig triste og dybt ærgerlige over, at vi står her i dag,” lyder det fra direktøren.

Ifølge meddelelsen har virksomheden været fanget i en negativ gældsspiral efter coronakrisen, hvor afdrag på coronalån har tæret på likviditeten. Derfor har ledelsen gennem en længere periode forsøgt at få nye investorer ombord og forhandlet med flere pengeinstitutter for at sikre ny kapital, fremgår det.

”Vi optog milliongæld hos staten i perioden med corona-restriktioner og nedlukninger for at kunne holde sammen på virksomheden og holde hånden under medarbejdere og samarbejdspartnere. På det tidspunkt var afdragsbetingelserne slet ikke fastsat, og der var ingen i branchen, der havde fantasi til at tro, at lånene skulle tilbagebetales over blot 24 måneder, ovenikøbet med dét renteniveau, vi er blevet præsenteret for,” siger Christian Madsen:

”Konkurs var absolut sidste udvej for os, og vi har gjort alt for at undgå den. Kærligheden og passionen i Gorm’s har altid været enorm, så det er et tab på flere planer. Nu skal vi sunde os oven på den her oplevelse, tage os af medarbejderne så godt, vi nu kan, og så må vi se, hvad tiden bringer.” 

Afdrag større end indtjening

Undervejs i processen har ledelsen i Gorm’s søgt hjælp hos Erhvervsstyrelsens specialenhed Early Warning for at modtage sparring og finde mulige løsninger på den manglende likviditet.

”En likviditetssituation, som især har været udfordret af, at størrelsen på afdragene af corona-lånene var langt større end de penge, virksomheden reelt kunne nå at tjene. Så til trods for at driften var positiv, har det ikke været nok til at møde rente- og afdragsbyrden,” hedder det i pressemeddelelsen.

Tilbage i oktober 2022 gik tre af kædens restauranter konkurs. Dermed havde pizzakæden kun fire restauranter tilbage - en i Aarhus og tre i København. Derudover havde Gorm’s tre pizzabarer i København og en i Københavns Lufthavn. 

Stifter og medejer Gorm Wisweh siger i pressemeddelelsen: 

”Jeg er sønderknust. Jeg har viet mit liv til dette projekt og har oplevet både op- og nedture, bygget venskaber og skabt arbejdspladser gennem snart 15 år. Men jeg må også sige, at de seneste tre år har været nogle af de mest udfordrende og hårdeste i mit liv.”

”Det er ekstremt bittert at stå her nu, når vi faktisk har overvundet mange af vores udfordringer og står med en positiv drift og må konstatere, at det er mangel på likviditet, der ender med at lukke os. Jeg står samtidig tilbage med dyb ydmyghed og taknemmelighed over for alle, der har bidraget og støttet op om Gorm’s igennem årene,” udtaler Gorm Wisweh.

Gorm’s kunne ikke få enderne til at mødes

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også