Klimavenlige brændstoffer sikrer pæn vækst hos Novozymes

Enzymproducenten Novozymes øger sin omsætning i tredje kvartal med otte pct. og overgår dermed forventningerne i aktiemarkedet.
Novozmyes-produktionsanlæg. | Foto: Pr / Novozymes.
Novozmyes-produktionsanlæg. | Foto: Pr / Novozymes.
af ritzau

Efterspørgsel på biodiesel og andre klimavenlige brændstoffer trækker det store læs i det regnskab, som Novozymes har præsenteret torsdag morgen

I tredje kvartal løftede enzym- og ingrediensproducenten sin omsætning til knap 4,5 milliarder kroner, hvilket svarer til en organisk vækst på otte procent sammenlignet med samme periode sidste år. I aktiemarkedet var der kun ventet en vækst på knap 6 pct. i kvartalet.

Overskuddet er derimod skrumpet med mere end 200 millioner kroner til 929 millioner i perioden. Men det er alligevel en del bedre end ventet af aktieanalytikerne.

Novozymes, der i øjeblikket forbereder sig på at fusionere med en anden børsnoteret ingrediensproducent, Chr. Hansen, fremstiller industrielle enzymer, mikroorganismer og biofarmaceutiske ingredienser.

Virksomhedens tre største områder er henholdsvis vaskemidler, bioenergi samt fødevarer, drikkevarer og sundhed, der hører under ét.

Området bioenergi, hvor der produceres enzymer til klimavenlige brændstoffer, er i tredje kvartal vokset med 25 procent. Nu fylder det 24 procent af det samlede salg.

Administrerende direktør Ester Baiget hæfter sig ved, at Novozymes i kraft af sin brede produktportefølje er robust, hvis en eller to divisioner ikke performer som ventet.

”De resultater, vi præsenterer i dag (torsdag, red.), er endnu et bevis på styrken i vores diversificerede portefølje,” siger hun i regnskabet.

Fusionen med ingrediensproducenten Chr. Hansen, hvor Novozymes bliver det fortsættende selskab, blev annonceret i december sidste år. Forventningen er, at de to selskaber kan tage hul på fusionsprocessen i enten fjerde kvartal i år eller første kvartal næste år. Men der mangler fortsat godkendelser fra konkurrencemyndighederne i blandt andet EU.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også