Novo Nordisks lægemiddel taber til Eli Lillys i stor sammenlignende analyse

Undersøgelsen er baseret på 41.223 overvægtige eller fede patienter med tilgængelige vægtdata og med type 2 diabetes.
Tidlig undersøgelse tyder på, at fedmemidlet Zepbound fra Eli Lilly har stærkere effekt end Novo Nordisks Wegovy. | Foto: Staff
Tidlig undersøgelse tyder på, at fedmemidlet Zepbound fra Eli Lilly har stærkere effekt end Novo Nordisks Wegovy. | Foto: Staff
AF MARKETWIRE

Rettelse: Det fremgik tidligere, at det var fedmemidlerne Wegovy og Zepbound, der var blevet sammenlignet, men det er i stedet diabetesmidlerne Ozempic og Mounjaro

Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic, der er baseret på GLP-1-analogen semaglutid ,kan tilsyneladende ikke matche lægemidlet Mounjaro, baseret på tirzepatid, fra Eli Lilly, når det gælder vægttab.

Det fremgår af en sammenlignende analyse af amerikanske diabetespatienter, som blev offentliggjort mandag.

”Konklusion: I en virkelig verdens population af voksne amerikanere med overvægt eller fedme, der blev startet på tirzepatid eller semaglutid til behandling af diabetes type 2, var patienter på tirzepatid signifikant mere tilbøjelige til at opnå vægttab på 5 pct., 10 pct. og 15 pct. samt at opleve større reduktioner i vægt efter tre, seks og 12 måneder,” hedder det i analysen.

Undersøgelsen er baseret på 41.223 overvægtige eller fede patienter med tilgængelige vægtdata og med type 2 diabetes.

Patienterne modtog mellem maj 2022 og september 2023 enten semaglutid eller tirzepatid til behandling af deres sukkersyge, men havde ikke fået et af de to midler inden maj 2022.

Semaglutid og tirzepatid blev oprindeligt begge i første omgang godkendt til behandling af type 2 diabetes og markedsføres i den henseende under navnene Ozempic og Mounjaro. Men begge midler er sidenhen, tirzepatid så sent som i starten af november i år, blevet godkendt i andre doser til behandling af fedme. I den type behandling sælges de under navnene Wegovy og Zepbound.

”Resultaterne var robuste over for analytiske valg og konsistente blandt populationer stratificeret efter diabetes type 2. Fremtidigt arbejde er nødvendigt for at forstå, om disse fund resulterer i en differentiel indvirkning på andre resultater, herunder forekomsten af ugunstige kardiovaskulære hændelser,” hedder det i undersøgelsen.

Novo Nordisk har med egne studier påvist en reduktion i kardiovaskulære hændelser (hjerte-/karsygdomme) ved brugen af semaglutid. Det har Eli Lilly ikke.

Den sammenlignelige analyse, baseret på 18.386 patienter viser, at 81,8 pct. af modtagerne af Eli Lillys tirzepatid tabte sig mere end 5 pct. inden for et år, mens tallet for Novo Nordisks semaglutid var på 64,6 pct.

Det var samtidig 62,1 pct. af patienterne på Eli Lillys middel mod 38,0 pct. på Novo Nordisks, som smed mere end 10 pct. af vægten efter et år, mens udfaldet også var i Eli Lillys favør med 42,3 mod 19,3 pct., når der blev kigget på patienter med mere end 15 pct. vægttab efter 12 måneder.

Analysen, som baserer sig på data fra Truveta Data, er tilgængelig i en foreløbig version, og den er endnu ikke blevet ”peer reviewed” af andre forskere.

Der er endnu ikke data fra et reelt head-to-head klinisk studie mellem de to lægemidler.

Truveta Data er en virksomhed, som fokuserer på at indsamle og analysere sundhedsdata til brug i forskning, behandling og rådgivning. Selskabet har blandt andet Microsoft som medejer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også