For få breve: Postnord lukker terminal med 200 ansatte

Danskerne sender stadigt færre breve, og det får nu Postnord til at lukke brevterminal i Fredericia og samle aktiviteterne i Høje Taastrup.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Den faldende brevmængde får nu direkte konsekvenser for Postnords forretning. Postselskabet,d er ejes af den svenske og den danske stat, lukker fra næste år sin brevterminal i Fredericia og samler aktiviteterne i Postnords anden brevterminal i Danmark, som ligger i Høje Taastrup.

”Vi har løbende tilpasset vores struktur i takt med digitaliseringen i Danmark, og vi er nu et sted i udviklingen på brevmarkedet, som betyder, at vi bliver nødt til at omstrukturere yderligere,” lyder det fra vicedirektør og ansvarlig for brevforretningen i PostNord Danmark, Michael Frølich, i en pressemeddelelse.

”Derfor slår vi nu vores to brevterminaler sammen, hvor vores store terminal i Høje Taastrup fremover vil kunne håndtere niveauet. I dag bliver 3 ud af 4 breve sendt fra Sjælland, og derfor er det naturligt at slå sorteringen sammen her.”

200 medarbejdere

Siden år 2000 er mængden af breve i Danmark faldet med ca. 80 pct., lyder det fra Postnord.

I dag sendes der omkring 700.000 breve om dagen, men det tal forventes at falde til ca. 300.000 om dagen inden for de næste ti år.

Aktiviteterne i brevterminalen i Fredericia vil løbende frem mod 2023 blive rykket til den 16.000 kvadratmeter store brevterminal i Høje Taastrup.

Brevterminalen i Fredericia har i dag omkring 200 medarbejdere, og de berørte medarbejdere er informeret, lyder det.

”Det er altid trist at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere som resultat af en restrukturering af organisationen. Vi arbejder på at finde de bedste muligheder sammen med vores medarbejdere og de faglige organisationer, for at finde en god løsning for alle og sikre, at de, der bliver berørt, får den nødvendige støtte i forbindelse med processen”, lyder det fra Michael Frølich.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også