Nye regler skal forhindre uønskede ejere i dansk fodbold

Divisionsforeningen har lavet et nyt regelsæt for investorer, der vil købe sig ind i danske klubber med professionel fodbold. Nøgleordet er integritet.
Fremad Amager-holdet til træning i foråret, mens konkursen truede. | Foto: Lars Poulsen
Fremad Amager-holdet til træning i foråret, mens konkursen truede. | Foto: Lars Poulsen
af ritzau

De seneste år har dansk fodbold været ramt af en række problemer i forbindelse med tvivlsomme klubejere. Det har man senest set i Fremad Amager og Jammerbugt FC, som begge har været truet af konkurs.

Mandag har Divisionsforeningen, som administrerer den professionelle fodbold i Danmark, vedtaget et nyt regelsæt. Det skal sikre, at kommende klubejere har styr på økonomi og ikke er tidligere straffet.

Det meddeler Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Hvis en person, dansker eller udlænding, vil købe sig til ”væsentlig indflydelse” i en dansk klub, kan klubben miste sin kontrakttilladelse, hvis køberen:

  • er straffet for økonomisk kriminalitet såsom hvidvask eller skatteunddragelse,
  • er i konkurskarantæne eller i øvrigt har væsentlig og omfattende konkurshistorik.
  • har væsentlig indflydelse i et bettingselskab.
  • er registreret som fodboldagent eller ejer en fodboldagentvirksomhed.
  • er underlagt ultimativ kontrol af en nationalstat.
  • har aktiviteter i lande placeret højt på diverse indekser for korruption, hvidvask eller terrorfinansiering.

Derudover kan en køber også diskvalificeres, hvis øvrige forhold giver ”væsentlig risiko for fodboldens og turneringernes integritet eller omdømme”.

Ifølge formanden for Divisionsforeningen, Thomas Christensen, har det været et stort ønske for de danske klubber at få et regelsæt på området.

”I en verden med stadig hurtigere transaktioner, mere komplekse pengestrømme og flere internationale investeringer er det afgørende, at vi medvirker til at sikre kvaliteten i transaktionerne og turneringernes integritet. Det gør vi ikke mindst for at sikre det bedst mulige grundlag for nuværende ejere og fremtidige investeringer,” siger Thomas Christensen i pressemeddelelsen.

Divisionsforeningen kan også kræve et møde med en potentiel ejer.

Hos Dansk Boldspil-Union (DBU) har en arbejdsgruppe siden foråret 2021 arbejdet med at kigge på, hvordan man kan sikre sunde ejerskaber i danske fodboldklubber.

Gruppen er mandag kommet med sin rapport indeholdende anbefalinger, som DBU’s bestyrelse nu vil kigge på.

”Når der investeres i danske klubber, skal det ske med ordentlighed og respekt for klubberne og deres arbejde,” siger DBU-formand Jesper Møller til forbundets hjemmeside.

Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, er samtidig næstformand i DBU.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også