Analytiker: Amerikansk lån er nøglen til SAS' overlevelse

SAS har hentet afgørende kapital hos et amerikansk selskab, som formodentlig senere vil blive en storinvestor i flyselskabet.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
RITZAU

Det milliardlån, som SAS har sikret sig fra amerikanske Apollo Global Management, er afgørende for luftfartsselskabets overlevelse.

Det mener Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.

”Det er nøglen til, at SAS kan komme videre i konkursbeskyttelsesprocessen og derfor utroligt vigtigt for selskabet, at man får denne finansiering på plads,” siger han.

Gældsplagede SAS offentliggjorde lånet tidligt søndag morgen. Det er på 700 millioner dollar svarende til til 5,1 milliarder kroner.

Lånet skal hjælpe SAS videre i den konkursbeskyttelsesproces, som selskabet har indledt i USA. Og investoren forventes at blive hængende på den anden side af en sådan proces, forklarer Jacob Pedersen.

”Der er lagt op til, at det lån, som SAS får for at komme igennem konkursbeskyttelsen, vil blive omdannet til aktiekapital senere,” siger han.

”Derfor vil Apollo formodentlig gå hen og blive storaktionær i SAS. Man kommer ikke op og får 50 procent – det må man heller ikke som amerikansk selskab. Men man kommer op som storaktionær og kommer også i den forbindelse til at danse en tæt kinddans med den danske stat,” siger analytikeren.

I aftalen fremgår det ifølge Jacob Pedersen, at den danske stat bliver en vigtig partner for Apollo.

”Når Apollo skal konvertere sit lån til en ejerandel, kan det komme på tale, at den danske stat går ind og køber en del af den ejerkapital, Apollo har lagt ind,” siger han.

I juni fremlagde regeringen, at den muligvis vil øge sin ejerandel i SAS til at være på op til 30 procent. Den danske stat ejer nu 21,8 procent af SAS.

Om opkøbet af Apollos konvertering bliver en del af den stigning, er uvist, fortæller Jacob Pedersen.

En ting, der dog er sikker, er, at det amerikanske milliardlån kommer med en stor risiko for SAS.

”Store dele af Apollos forretning har specialiseret sig i at yde risikovillig kapital. Og man får det ikke meget mere risikovilligt, når man er et selskab, der ellers ville gå konkurs,” siger Jacob Pedersen.

”Det er en dyr aftale. Der er gebyrer på betalinger på 400 millioner kroner på den her aftale. Hvis Apollo imod forventning ikke får lov at tegne aktier i SAS, så skal de have det, der svarer til en forrentning på 23 procent,” siger han.

SAS stiger til vejrs efter låneaftale

SAS sikrer sig milliarder fra USA til at holde sig i luften

Finansministeriet bevæbner sig hårdt til SAS-redning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også