Forsikringsselskab: Cyberforsikringer har været "alt for billige" og givet "alvorlige tab"

Udviklingen af en bestemt type hackerangreb har kostet forsikringsselskaber verden over kæmpesummer - også i Danmark. Branchen har undervurderet cyberrisikoen, men det er slut nu, og det har sendt priserne på himmelflugt, lyder det fra Nordens største forsikringsselskab.
Prisen på cyberforsikring er steget mere end enhver anden form for forsikring, fortæller leder af If's cyberenhed Mikko Peltonen. | Foto: If Forsikring/PR
Prisen på cyberforsikring er steget mere end enhver anden form for forsikring, fortæller leder af If's cyberenhed Mikko Peltonen. | Foto: If Forsikring/PR

I 2016 lærte virksomheder verden over et nyt begreb at kende: ransomwareangreb. Det er en form for hackerangreb, hvor hackere tiltvinger sig adgang til en virksomheds computersystemer, lukker dem ned, krypterer dem og forlanger en løsesum for at lukke dem op igen.

Siden er hyppigheden af ransomewareangreb steget dramatisk. Og det har kostet forsikringsselskaber, som udbyder cyberforsikringer, og som har undervurderet risikoen, kæmpesummer. I det seneste par år er priserne på cyberforsikring derfor steget betragteligt – især for store virksomheder.

Det fortæller leder af cyber-enheden hos Nordens største forsikringsselskab, If. Selskabet er blandt dem i branchen, der satser mest på cyberforsikring og har en af de største porteføljer af cyberforsikrede industrivirksomheder.

”For tre-fem år siden var cyberforsikringer alt for billige. De var underprissat i forhold til den reelle risiko,T siger Mikko Peltonen, Head of Digital Risks & Cyber hos IF.

”Den gennemsnitlige stigning på præmierne har oversteget enhver anden form for forsikring de sidste par år. Den har ifølge flere studier været mellem 50 og 80 procent. I nogle tilfælde er det endnu mere. Det er primært for de store industrivirksomheder, men det gælder også de mindre virksomheder,” forklarer han.

Mikko Peltonen tilføjer, at IF selv har brændt nallerne på cyberforsikring og skruet op for priserne som konsekvens.

”Ransomwareangreb kan forårsage voldsomme tab og lange nedlukninger af driften. Det har ændret vores måde at risikovurdere markant.”

”Vi har haft nogle tilfælde af ransomwareangreb blandt vores kunder, som jeg ikke kan komme nærmere ind på. Men vi har haft nogle alvorlige tab på den konto.”

I Danmark har ransomwareangreb flere gange vakt stor opmærksomhed, herunder et angreb på mølleproducenten Vestas.

Forkert risikovurdering drevet af globale spillere

Mikko Peltonen fra IF fortæller, at priserne også har været for lave under vores himmelstrøg. Men det var de største globale spillere, som risikovurderede forkert i første omgang, og de nordiske spillere fulgte derefter trop for at være konkurrencedygtige, indskyder han.

”Cyberforsikring var et hot emne for få år tilbage, og alle ville med på vognen. Det var et blødt marked. (udtryk for et marked, hvor antallet af sælgere overstiger antallet af købere, red.) Og hvis alle sælger en forsikring for 7 euro, og din pris er 12 euro, så vil du være ret alene med dit produkt. Så det var en markedstendens, og den var drevet af de globale spillere som AIG, Zürich og andre globale giganter. Også i det nordiske marked.”

Så det var de globale spillere, der foretog en forkert risikovurdering, og de nordiske selskaber fulgte derefter med for at konkurrere med dem?

”Ja, men i forsvar for de globale spillere var tilfældet, at markedet og truslen udviklede sig så hurtigt, at det næsten var umuligt prissætte ud fra risikoen. Det er en meget abstrakt risiko og svært at forudsige, at russiske og kinesiske hackere pludselig finder nye sårbarheder over natten. Det så man ikke komme.”

Mikko Peltonen forklarer, at cybertruslen, før ransomewareangreb blev en realitet, primært bestod af såkaldte malwareangreb. Det er en virus, kreeret af hackere, som inficerer en lille del af et computersystem og prøver at distribuere sig selv derfra.

”Det lukkede ikke et helt system ned. Så forstyrrelsen var ikke lige så stor. Og i de fleste tilfælde kunne man køre en virusscanner og eliminere virussen,” fortæller han og tilføjer, at ransomewareangreb i modsætning til malwareangreb lukker hele virksomhedens system ned, og at det derfor er væsentligt dyrere at afbøde.

”Skadesudbedringen involverer typisk at fjerne virussen, genoprette alle virksomhedens systemer og data fra backups og sørge for, at et lignende angreb aldrig kan finde sted igen. Det er både dyrt at afbøde angrebet og genoprette systemerne. Nedlukningen af virksomhedens drift, mens angrebet står på, er selvsagt også meget dyrt.”

Det var netop et ramsomwareangreb, der ramte 7-Eleven for nyligt i en grad, der gjorde, at butikskæden måtte lukke samtlige af sine butikker i en periode.

7-Eleven nægter at betale løsepenge til hackere

Hackede Vestas-data er blevet offentliggjort på nettet

Royal Greenland ramt af cyberangreb

Brist i it-sikkerhed truer danske virksomheder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også