Formand: To små håndfulde er tilbage som mulige købere af Carlsberg i Rusland

Feltet af mulige købere til Carlsbergs russiske aktiviteter er begyndt at skrumpe, siger bryggeriets bestyrelsesformand.
Foto: Pr
Foto: Pr
Af Marketwire

Interessen for Carlsbergs russiske bryggerier har været stor, og de mulige købere har været en broget skare, men antallet af mulige købere begynder at skrumpe.

Det fortæller bestyrelsesformand Henrik Poulsen ved selskabets generalforsamling i København mandag aften.

”Antallet af købere er reduceret til to små håndfulde,” siger formanden fra talerstolen.

Carlsberg råder over i alt otte bryggerier i Rusland, der har været til salg siden slutningen af marts sidste år, da selskabet tog den endelige beslutning om at udskille forretningen som en konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine. Carlsberg har over 8000 ansatte i landet.

Mange lever ikke op til krav

Den store interesse skal dog samtidig ses i lyset af, at mange af de mulige købere ikke lever op til de krav, som Carlsberg har til en køber. Det er krav inden for bl.a. menneskerettigheder og gældende sanktioner, som spænder ben for flere af kandidaterne, fortæller formanden fra talerstolen.

”Her har vi erfaret, at vi ikke er det eneste selskab med det problem,” siger Henrik Poulsen.

På generalforsamlingen gentager han også, at Carlsberg på trods af de mange udfordringer fortsat forventer, at en salgsaftale kan blive underskrevet senest til sommer. Herefter afventer en nødvendig godkendelse fra de russiske myndigheder.

”Det er noget, som vi ingen kontrol har over,” siger han.

Kontrol er også blandt de primære årsager til, at flere af Carlsbergs internationale mærker fortsat vil kunne købes i Rusland, når bryggeriet efter planen har forladt landet.

”De vil indgå i transaktionen, for det er nødvendigt,” siger Henrik Poulsen med henvisning til, at flere udenlandske selskaber har oplevet, at deres virksomheder bliver nationaliseret, hvis de begynder at nedskalere forretningen.

Derfor vil mærkerne som minimum være en del af handlen for en periode, uddyber han.

”Uden de mærker vil der ikke længere være en interessant forretning,” siger formanden.

Stort set i mål med udskillelse

Sideløbende med salgsprocessen har Carlsberg været i gang med et omfattende arbejde med at udskille forretningen, og det arbejder nærmer sig sin afslutning.

”Vi er stort set i mål,” siger Henrik Poulsen.

Han uddyber, at det har været en lang proces, der samtidig har været mere omfattende end ventet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også