SAS tjener penge igen

I juni tjente luftfartsselskabet SAS 161 millioner svenske kroner. Det svarer til knap 105 millioner danske.
SAS-topchef Anko van der Werff. | Foto: Pr / Sas
SAS-topchef Anko van der Werff. | Foto: Pr / Sas
AF RITZAU

Onsdag morgen kan man formentlig høre et lettelsens suk på direktionsgangene hos luftfartsselskabet SAS.

Netop offentliggjorte salgstal for juni viser nemlig, at selskabet tjener penge for første gang i lang tid.

Isoleret set lød indtjeningen på 161 millioner svenske kroner i juni. Det svarer til knap 105 millioner danske kroner.

Sidste gang SAS leverede sorte tal på bundlinjen var i fjerde kvartal 2019. Det fortæller Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

”Det markerer en milepæl for selskabet,” siger han.

SAS har et skævt regnskabsår, der løber fra 1. november og et år frem.

Med til historien hører derfor, at selskabet til og med juni har tabt sammenlagt næsten 4,8 milliarder svenske kroner.

Derfor skal man også slå koldt vand i blodet, inden man bliver alt for begejstret for resultaterne i juni, mener Jacob Pedersen.

”Juni og juli er med afstand de største måneder rent indtægtsmæssigt for SAS. Så de luftfartsselskaber, der ikke kan tjene penge lige nu, overlever ikke”, siger han.

”Derfor er SAS langt fra i mål. Og vi kommer nok tilmed til at se underskud igen, når vi kommer på den anden side af højsæsonen,” vurderer analytikeren, som desuden kalder overskuddet ”papirtyndt”.

Jacob Pedersen havde regnet med et større overskud i juni - især med henblik på, at branchens øvrige selskaber har gang i en indtjeningsfest lige nu.

Senest kunne Ryanair præsentere et overskud på hele fem milliarder kroner alene for selskabets første kvartal.

”SAS er altså ikke inviteret til den her fest, når man sammenligner tallene,” siger aktieanalytikeren videre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også