Teleselskabet 3 i aggressiv manøvre: Dumper prisen på 5G-bredbånd

Teleselskabet 3 vil nu satse hårdere på vækst i sit 5G-internet til privatmarkedet. Internetkunderne bliver hængende længere og udgør en pæn del af væksten, afslører 3-chef. Nu sættes prisen ned.
Foto: Pr
Foto: Pr

Knap et år efter at selskabet 3 løftede sløret for sin 5G-baserede konkurrent til fiberbredbånd, annoncerer mobilselskabet nu et nyt anslag mod markedets øvrige udbydere.

Oprindeligt lancerede 3 et bredbåndsprodukt med en 5G-router og et 5G-abonnement til en intropris på 199 kr./måned i en periode, hvorefter prisen steg til 299 kr./måned plus udgiften til routeren. Produktet er blevet ændret flere gange i løbet af året. Blandt andet er loftet over dataforbruget blevet fjernet, og prisen for routeren er gledet ind i abonnementsprisen.

Nu vælger 3 så at sænke prisen på pakken fra 299 kr./måned til 279 kr./måned, hvilket bringer prisen ned på samme niveau som de billigere kablede forbindelser via fiber og kabel-TV (coax).

”Vi puster til nogle gløder i markedet, det ved vi. Men vi har løbende justeret på produktet for at nærme os, hvad kunderne efterspørger, og det giver mening for os at fiske i to søer, så vi ikke kun tager mobilkunder fra de andre, men også bredbåndskunder,” siger direktør med ansvar for privatområdet Søren Rinnov Østergaard til ITWatch.

I sidste uge kunne ITWatch fortælle om et samarbejde mellem 3 og internetudbyderen Fastspeed, der fremover skal sælge mobilt bredbånd på 3s netværk til priser på ned til 289 kr./måned for en 5G forbindelse uden dataloft og med router. Nu bliver 3s eget produkt altså 10 kr. billigere månedligt end Fastspeeds tilbud.

Mange kommer til fra fiber

Søren Rinnov Østergaard vil ikke afsløre, hvor mange kunder selskabet har fået ombord på sit bredbåndstilbud det seneste år. Men han vil gerne afsløre, hvor kunderne til produktet kommer fra.

”Vi kan se, at godt halvdelen af de kunder, vi får ind, kommer fra faste forbindelser. 20 procent kommer fra fiber, 15 procent fra coax og 14 procent fra DSL. Resten har et produkt, vi ikke kan registrere. Vi får tusindvis af kunder ind hver måned, og en betydelig del af vores samlede kundevækst stammer fra dette produkt,” siger han.

3 er det eneste selskab, der satser fuldtonet på mobile forbindelser som erstatning for kablet bredbånd. Både Yousee, Telia og Telenor leverer kablede forbindelser, men det har 3 altså helt fravalgt. Til gengæld har selskabet kunnet notere sig en næsten uafbrudt kundevækst de seneste år.

Mens kundetallene stiger, siger de dog intet om, hvor de kommer ind henne. De nye kunder kan i princippet både være kunder til 3s egne mobiltilbud, til lavprisselskabet Oister eller det senest tilkomne lavprisbrand, Flexii. Det er dog kun 3, der aktivt markedsfører 5G som internetforbindelse til hjemmet.

Ifølge Søren Rinnov Østergaard kommer kunderne ofte til, fordi produktet er hurtigt og simpelt at komme i gang med.

”Fiber tager måske lang tid. Eller også er der slet ikke i det område, man bor. Men 5G er utroligt hurtigt at komme i gang med, og det er også vores egen motivation - at gøre produkterne enkle og simple,” siger han.

Interessen for internet via 5G-produktet har flere gange i det forløbne år fået 3 til at ændre sit syn på markedet og opjusteret forventningerne. Selskabet har dog tidligere nævnt, at internet via 5G potentielt kan tage op til 20 procent af markedet for bredbåndsløsninger – et estimat, flere øvrige selskaber har mødt med skepsis.

Mindre churn på internetkunder

Blandt andet har Nuuday-chef Jon James nedtonet betydningen af 5G og fremhævet, at fiber vil være 5G overlegent, hvorfor de såkaldte fixed wireless access-produkter (FWA) i fremtiden blot vil være et supplement til kablede forbindelser.

Det får dog ikke 3 til at ryste på hånden.

”Det er ikke, fordi vi ikke har en god udvikling på voice-markedet, for det har vi. Men vi kan bare se, at kunderne på vores internetprodukt bliver hængende i længere tid, end mobilkunderne typisk gør. Kunderne er attraktive, og vi får god feedback fra dem på produktet. Derfor har vi løbende øget vores forventninger til produktet,” siger han.

Med prisændringen satser 3 nu på at få sat yderligere skub i tilstrømningen af kunder til produktet, der fortsat fylder betydeligt mindre i kundebasen end de klassiske telekunder. Men 3-chefen understreger, at det er under forandring, og at 3 løbende tilpasser produktet, så det bliver mere attraktivt.

”Det markante er, at vi jo faktisk ikke engang er færdige med at udbygge vores 5G-netværk endnu. Det bliver bedre herfra, og det bekræfter os også i vores idé om, at kunderne vil have enkle og overskuelige produkter.. Vi tror på, at fremtidens teknologi skal være fleksibel og mobil og lige så stabil som den kablede forbindelse,” siger han.

3 lancerede for nylig et samarbejde med Apple om at inkludere tjenesten Apple One i visse 3-abonnementer, der hermed opnår en rabat og ekstra data i forhold til normalen.

Det markerer samtidig et forsigtigt skridt ud på en ny kurs for 3, der ikke traditionelt har slået sig op på at sælge streamingtjenester. Det gør mange andre selskaber, ofte med rabat, typisk for at holde fast i kunderne i længere tid.

”Tendensen peger nok i retning mod mere streaming, men hos 3 har vi ønsket at være de første, og ikke nummer otte på markedet med for eksempel Spotify. Vi prøver finde områder, hvor vi kan være de første og det skal nok styrkes lidt, de kommende år,” lyder vurderingen.

De øvrige selskaber har ligeledes lanceret internet via 5G-produkter, men der stor forskel på, hvordan de ambitiøst de går til opgaven med at sælge dem. 

For nylig viste en analyse fra appen OpenSignal, at 3 har det bedste oplevede 5G-netværk i Danmark, baseret på data fra brugernes egne telefoner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også