Lukkede butikker giver milliardminus til H&M

Salget i H&M i Danmark er faldet med 45 procent under nedlukningen i vintermånederne.
Lukkede butikker har kostet H&M dyrt, viser kvartalsregnskab. | Foto: INTS KALNINS/REUTERS / X02120
Lukkede butikker har kostet H&M dyrt, viser kvartalsregnskab. | Foto: INTS KALNINS/REUTERS / X02120
af ritzau

Den svenske tøjkæde H&M har haft stor tilbagegang under anden nedlukning, hvor en stor del af butikkerne har været lukket.Salget er faldet med 27 procent til 40 milliarder svenske kroner i december, januar og februar. Det fremgår af H&M's regnskab for første kvartal.

Op mod 1800 af H&M's butikker - svarende til mere end hver tredje - har været lukket i løbet af kvartalet.

Danmark er blandt de lande, hvor H&M har haft størst tilbagegang i vintermånederne. Salget i Danmark, hvor H&M har 104 butikker, er faldet med 45 procent. Det skal ses i lyset af, at butikkerne har været tvangslukket i dele af december samt hele januar og februar.

På hjemmebanen i Sverige, der ikke har haft lukkede butikker, er salget faldet med en knap 20 procent i samme periode.

Mens butikkerne har været lukket, har H&M haft en stor stigning i salget på nettet.

Onlinesalget er steget med 57 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Men det har slet ikke været nok til at dæmme op for, at der har været langt færre kunder i de fysiske butikker.

Det store fald i salget har betydet, at H&M har fået et underskud på 1,2 milliarder svenske kroner. Det svarer til omtrent 900 millioner kroner.

I samme periode sidste år havde tøjkæden til sammenligning et overskud på omtrent 2,2 milliarder svenske kroner.

H&M skriver i regnskabet, at marts har budt på en stor fremgang i salget på 55 procent. Den markante fremgang skal dog ses i lyset af, at marts sidste år var ekstremt ringe salgsmæssigt på grund af den første runde af nedlukninger i det meste af verden.

H&M har i underkanten af 5000 butikker på verdensplan.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også