Watch Medier

OL-hovedsponsor dropper åbningsceremoni og aflyser reklame

Toyota uddyber ikke beslutning om at droppe sine tv-reklamer, men antyder ifølge medier, at OL i Tokyo er blevet svært at støtte.

Toyota vil leve op til sine forpligtelser til f.eks. at levere biler, men lægger ellers afstand til OL. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Toyota, der er en af hovedsponsorerne ved OL i Tokyo, trækker alle selskabets OL-relaterede reklamer fra japansk fjernsyn. Det oplyser Toyota mandag ifølge Kyodo News.

Samtidig meldes det ud, at bilfirmaets præsident, Akio Toyoda, ikke vil deltage i åbningsceremonien fredag.

Toyota oplyser ikke noget om årsagen til beslutningen. Men en ledende direktør i selskabet siger ifølge nyhedsbureauet Reuters til avisen Yomiuri Shimbun, at legene har udviklet sig til en begivenhed, der er svær at støtte.

"OL er blevet et arrangement, der ikke har fået befolkningens forståelse," siger den unavngivne direktør til avisen.

Ifølge Kyodo News tyder beslutningen på, at Toyota ønsker at beskytte sit image forud for OL, der om fem dage går i gang trods massiv offentlig modstand og frygt for, at legene vil føre til øget smittespredning i Japan.

Toyota havde ifølge mediet planlagt at sende flere reklamer med OL-atleter i hovedrollen på japansk tv, mens legene var i gang.

På et online pressemøde uddyber selskabets talsmand Jun Nagata ifølge Kyodo News heller ikke beslutningen. Men han understreger, at Toyota stadig vil leve op til sine andre sponsorforpligtelser.

"Vi vil støtte atleterne fuldstændigt og bidrage til legene ved at stille biler til rådighed og på andre måder," siger han.

Store dele af Tokyo er i øjeblikket underlagt strikse restriktioner på grund af en smittestigning med coronavirus.

Trods offentlig modstand har OL-arrangørerne og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) gentagne gange understreget, at legene vil blive afholdt.

OL begynder på fredag og slutter 8. august.

Mere fra Watch Medier

Sagsbehandlingstid kan lamme byggerier

På grund af sagsbehandlingstid på udvidelse af grusgrave ved Roskilde kan Nymølle Stenindustrier ikke levere nok grus til byggerier i hovedstadsområdet efter sommer.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier