Watch Medier

Corona gjorde det vanskeligt for Legolands indtjening

Restriktioner gjorde det "særdeles vanskeligt" at drive Legoland i 2020, skriver selskabet bag i årsrapporten.

Coronarestriktioner har kostet Legoland dyrt. | Foto: Ernst van Norde

Forlystelsesparken Legoland og dens overnatningsmuligheder har i 2020 mistet godt 466 millioner kroner i omsætning, der dækker indtjeningen, før omkostninger bliver trukket fra.

I 2019 var omsætningen på 728,2 millioner kroner, mens den i 2020 landede på 261,5 millioner. Det viser selskabets årsregnskab for 2020.

Coronapandemien har gjort det "særdeles vanskeligt" at drive forlystelsespark og hotel i 2020, skriver selskabet i årsrapporten.

Derfor har selskabet i 2020 fået underskud i resultatet på minus 29,5 millioner kroner. Året før fik selskabet et overskud på 83,4 millioner kroner.

Som selskab driver Legoland hovedsageligt forlystelsesparken i Billund af samme navn. Derudover driver Legoland også to hoteller og en campingplads.

I 2019 havde selskabet i gennemsnit 613 fuldtidsansatte, men selskabet måtte nedlægge godt 200 af stillingerne i 2020. Legoland havde i 2020 680.000 besøgende, hvilket er et fald på 60 procent i forhold til året før, viser tal fra VisitDenmark. Flere andre forlystelsesparker har også haft sløve besøgstal. Tivoli havde ligeledes et fald på 64,5 procent, mens Dyrehavsbakken mistede 69,1 procent af sine besøgende.

Legoland forventer, at 2021 fortsat kommer til at have en negativ effekt på både mængden af turister, der besøger parken, såvel som antal overnatninger på hotellerne og campingpladsen. Selskabet hæfter sig ved, at det er usikkert, hvilke restriktioner der kan komme i løbet af året.

Tidligere i juli udtalte Legoland, at det trods lempede restriktioner var svært at få gæster til parken.

"Vi ser nogenlunde normale danske besøgstal, men der mangler omkring 90 procent af de internationale turister. Og da de udgør godt halvdelen af vores forretning, er vores situation fortsat alvorlig," sagde Christian Woller, direktør i Legoland i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Mere fra Watch Medier

Sagsbehandlingstid kan lamme byggerier

På grund af sagsbehandlingstid på udvidelse af grusgrave ved Roskilde kan Nymølle Stenindustrier ikke levere nok grus til byggerier i hovedstadsområdet efter sommer.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier