Hjemmearbejde er med til at løfte Microsofts omsætning

Microsofts omsætning i regnskabsårets sidste kvartal var stærkere end forventet. Alle områder viste fremgang.
Foto: Foto: Charles Platiau/Reuters
Foto: Foto: Charles Platiau/Reuters
af ritzau/Reuters

Den amerikanske softwaregigant Microsoft kom overraskende stærkt gennem regnskabsårets fjerde kvartal.

Det skyldes især en stor efterspørgsel for selskabets cloud-service i takt med, at flere mennesker arbejder eller studerer hjemmefra.

I divisionen for intelligente cloud-løsninger steg indtægterne med 30 procent sammenlignet med samme kvartal året før til 17,4 milliarder dollar.

Også de to andre hovedforretningsområder gik frem.

Procesforretningen endte med en omsætning på 14,7 milliarder dollar svarende til en fremgang på 25 procent, mens der på området for personlige computere var en vækst på ni procent til 14,1 milliarder dollar.

Samlet kom Microsoft ud af kvartalet med en stigning i omsætningen på 21 procent sammenlignet med samme kvartal året før til 46,2 milliarder dollar. Det er to milliarder mere, end aktieanalytikere på forhånd havde forventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Det er et meget imponerende regnskab fra Microsoft, som overgår forventningerne til præstationerne i næsten alle forretningsområder," siger analytiker Haris Anwar fra Investing.com.

Microsoft fik i kvartalet et overskud efter skat på 16,5 milliarder dollar. Det er 47 procent højere end samme periode året før. I lighed med omsætningen er tallet på bundlinjen også højere, end analytikerne havde skønnet.

Trods de bedre end forventede tal faldt kursen på Microsofts aktie med over to procent efter offentliggørelsen af regnskabet. Selskabets aktionærer kan dog se tilbage på et indtil videre godt år, hvor kursen er steget med næsten 30 procent.

"Efter så kraftigt et ryk kan det tænkes, at aktien nu tager sig en pause. Især fordi det stadig er uklart for investorerne, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig, når pandemien er overstået," siger Haris Anwar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også