Trods genåbning taber Tivoli tocifret millionbeløb

Lukkede restauranter og begrænsning på antallet af gæster til koncerter og forestillinger har kostet penge hos Tivoli.
Der har været langt mellem gæsterne i Tivoli, ig det kan ses i regnskabet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Der har været langt mellem gæsterne i Tivoli, ig det kan ses i regnskabet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Selv om genåbningen tidligere i år har betydet flere gæster i Tivoli, taber forlystelsesparken stadig penge.

Tivoli kommer ud af andet kvartal med et minus på 11,9 millioner kroner. Det viser regnskabet for andet kvartal. I samme periode i 2019, der er det seneste "normale år" at sammenligne med, havde Tivoli omvendt et overskud på 26,1 million kroner.

Administrerende direktør Susanne Mørch Koch siger, at coronarestriktioner har spillet kraftigt ind på det negative resultat.

"Tivolis aktiviteter har i første halvår været væsentligt påvirket af nedlukningen og de mange restriktioner, selv om den gradvise genåbning har medført flere gæster over sommeren end sidste år," siger hun i regnskabet.

Tivoli skriver i regnskabet, at resultatet konkret er påvirket af perioder med lukkede restauranter, indendørs forlystelser og spillehaller. Desuden har Tivoli været begrænset i at holde koncerter og forestillinger.

Der har i første halvdel af 2021 være knap en halv million gæster i Tivoli. Det er omkring en tredjedel af det normale i tiden før coronavirus.

Tivoli skriver i regnskabet, at der særligt har været et stort fald i antallet af udenlandske gæster, der normalt udgør omkring hver tredje besøgende.

Det skal ses i lyset af de rejserestriktioner, der har været i Danmark, som især har betydet, at udenlandske turister ikke har kunnet komme ind i landet. Der er dog blevet lempet på de regler fra slutningen af juni for de fleste europæere.

For hele 2021 forventer Tivoli et underskud på 75-100 millioner kroner før skat. Samlet har coronaperioden indtil videre - hele 2020 og første halvdel af 2021 - givet Tivoli et underskud på 238 millioner kroner efter skat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også