KOPI Coronakrise udfordrer nye fintech-virksomheder – men viser også muligheder

For de små, nye digitale virksomheder i finansbranchen gør coronakrisen det vanskeligt at fortsætte igangværende vækstrejser, da investorer bliver forsigtige. Alligevel understreger krisen også et behov for de nye spillere, lyder det fra Copenhagen Fintech.
Foto: Astrid Krysfeldt
Foto: Astrid Krysfeldt
af LINETTE THØGERSEN

Gennem de seneste par år har et hav af nye fintech-virksomheder forsøgt at udfordre den traditionelle finanssektor med digitale løsninger. Men nu har coronakrisen sat det hele lidt på pause, da de små virksomheder er afhængige af investeringer for at kunne løbe rundt og skabe udvikling.

Det fortæller flere af de nye digitale finansvirksomheder i en ny artikelserie på FinansWatch, der sætter fokus på coronaudfordringerne hos de små og nye virksomheder i finansbranchen.

Hos foreningen Copenhagen Fintech beretter adm. direktør, Thomas Krogh Jensen, også om en generel udfordring, der gør det svært at drive vækstvirksomheder.

"Helt overordnet har krisen frosset den potentielle vækst. Fra den ene dag til den anden er det blevet meget sværere at få adgang til ny kapital for fintech-virksomheder," siger Thomas Krogh Jensen.

Skub i digitale løsninger

I seriens første afsnit kan man læse om, hvordan krisen har ramt selskabet Kontolink på både medarbejdersiden og i forhold til investeringer.

"Generelt tror jeg, at vi skal regne med, at der går lang tid, før inversteringsmiljøet er tilbage til det, det var, inden corona ramte," siger Jens Sørensen, der er stifter og administrerende direktør hos Kontolink i artiklen, der kan læses her.

Men krisen og udfordringerne har også sat skub i digitale løsninger og understreger behovet for fintech-virksomhedernes evne til at tænke i nye forretningsstrategier, lyder det fra Thomas Krogh Jensen.

"Lige nu er vi tvunget til at bruge digitale løsninger, som man har fundet ud af egentlig fungerer meget godt. Den acceleration, vi på kort tid har oplevet, indeholder mange muligheder og åbner for et nyt kundesegment - især for fintech-virksomheder," siger han.

Investorer bliver forsigtige

Ifølge Thomas Krogh Jensen er der især to scenarier, som lige nu gør situationen vanskelig for de små startups.

Den ene er muligheden for at få nye investorer ombord, som især rammer de virksomheder, der ikke nåede at rejse penge, inden pandemien begyndte.

"Potentielle investorer vil typisk blive meget forsigtige med deres penge og koncentrere sig om at sikre overlevelse for de investeringer, de allerede har," siger han.

Det andet scenarie kommer i forlængelse af det første, fordi manglende kapital forhindrer de små virksomheder i at nå deres mål og resultater og medfører udfordringer, når der skal rejses kapital næste gang

"Nogle fintech-startups baserer sig også på partnerskaber med etablerede, større virksomheder. Men partnervirksomheder kan også være presset, og det udløser en langsommere beslutningsproces. Det giver udfordringer i forhold til startups, som typisk har begrænset tid og penge," siger Thomas Krogh Jensen.

I den tidlige vækstfase kan det være svært for fintech-virksomheder at gøre rede for omsætningstab, hvilket de første hjælpepakker fra staten krævede. Det har ramt hårdt blandt virksomheder i iværksættermiljøet, men nye tiltag og hjælpepakker i Vækstfonden har rettet sig mod iværksættere og vækstvirksomheder og skaber håb om økonomisk støtte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også