
Fra juni til december vil en lang række medarbejdere på advokatfirmaet Dentons kontorer i Storbritannien og Mellemøsten gå ned i både tid og løn.
Medarbejderne har således sagt ja til en midlertidig ordning, hvor ansatte året ud kan nøjes med at arbejde fire dage om ugen mod et tilsvarende lønhug på 20 pct. Det skriver branchemediet Legal Cheek.
Det sker for at ruste virksomheden, der er blandt verdens største advokatfirmaer, til at stå imod coronakrisen bedst muligt.
"Disse forebyggende tiltag vil beskytte vores balanceopgørelse, mens vi bevarer vores forretning til, hvad vi håber bliver en travlere periode senere på året," siger Jeremy Cohen, adm. direktør for Dentons i Storbritannien og Mellemøsten.
Et lignende tiltag er ifølge Legal Cheek også sat i værk i advokatfirmaet Norton Rose Fulbright, der ligeledes hører til blandt sværvægterne i den internationale advokatbranche.
Herhjemme har coronakrisen tvunget to af landets største advokatfirmaer Kromann Reumert og DLA Piper ud i fyringsrunder. Kromann Reumert sagde i forrige uge farvel til 29 medarbejdere, heraf 19 jurister, mens DLA Piper fyrede 15 ansatte.
En række advokatfirmaer har også gjort brug af coronahjælpepakkerne og søgt om lønkompensation.
Det gælder blandt andre Focus Advokater på Fyn, for hvem det har handlet om at samle likviditet, hvis firmaet skulle få brug for det på et senere tidspunkt.
Topadvokatfirma i stor fyringsrunde
Endnu et stort advokatfirma i fyringsrunde på grund af coronakrisen