Bill og Melinda Gates skal skilles efter 27 års ægteskab

Microsoft-skaberen Bill Gates, der forlod bestyrelsen sidste år, skal skilles fra hustruen Melinda. Trods skilsmissen vil de fortsætte deres samarbejde om den filantropiske fond Bill & Melinda Gates Foundation.
Melinda og Bill Gates. | Foto: JP Moczulski/REUTERS / X01779
Melinda og Bill Gates. | Foto: JP Moczulski/REUTERS / X01779
af ritzau

Efter 27 års ægteskab skal Microsoft-milliardæren Bill Gates og hustruen Melinda Gates skilles.

Det oplyser de to i en fælles erklæring på Twitter.

"Efter nøje overvejelse og masser af arbejde på vores forhold har vi besluttet at afslutte vores ægteskab," skriver de.

"I løbet af de seneste 27 år har vi opdraget tre fantastiske børn og opbygget en fond, der over hele verden arbejder for, at folk kan leve sunde og produktive liv."

De to oplyser videre, at de vil fortsætte med at samarbejde om Bill & Melinda Gates Foundation.

"Vi deler fortsat en tro på den mission og vil fortsætte vores arbejde med fonden sammen, men vi tror ikke længere på, at vi kan udvikle os sammen som et par i dette næste kapitel af vores liv," skriver de.

Den velgørende fond er ifølge magasinet Forbes verdens største private velgørenhedsorganisation.

Bill Gates har doneret Microsoft-aktier til en værdi af cirka 35,8 milliarder dollar til sin og hustruens fond.

Bill & Melinda Gates Foundation, der blev grundlagt i 2000, giver penge til en lang række formål såsom bekæmpelse af aids og fattigdom.

Sammen med musikeren og aktivisten Bono blev Bill og Melinda Gates i december 2005 kåret til "Årets Personer" af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Begrundelsen lød, at "de gør det gode på en skarpsindig måde, tilfører politik ny betydning, gør barmhjertigheden klogere og forsøger at få os andre til at følge trop".

Ude af Microsoft-bestyrelsen

65-årige Bill Gates trak sig fra bestyrelsen i Microsoft i marts sidste år for at få mere tid til sit filantropiske arbejde.

Bill Gates, der sammen med Paul Allen grundlagde Microsoft i 1975, trak sig som topchef i 2000 og overlod ansvaret til Steve Ballmer.

Frem til 2008 var Gates medlem af direktionen i softwaregiganten og indtil 2014 formand for bestyrelsen. Derefter blev han menigt medlem.

Bill Gates gjorde Microsoft til et af verdens mest værdifulde børsnoterede selskaber, og han er ifølge Forbes selv god for knap 130 milliarder dollar.

Microsoft topchef: Coronakrisen har udløst et wakeup call for ledere 

Microsoft overtager teknologivirksomhed for 123 milliarder kroner

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også