Tryg ramt af stor skadesinflation: "Det er ret voldsomt"

Stigende udgifter til bl.a. udbedring af bygningsskader er med til at præge omkostningssiden hos landets største forsikringsselskab.
Tryg præsenterer regnskab for tredje kvartal i morgen, tirsdag. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Tryg præsenterer regnskab for tredje kvartal i morgen, tirsdag. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Stigende inflation er en af hovedbekymringerne på finansmarkederne i øjeblikket, og i forsikringsbranchen er det også noget, der giver anledning til panderynker.

Hvis udviklingen bider sig fast, kan det i sidste ende betyde højere priser for forsikringskunderne.

"Vi kommer til at følge den voldsomme skadeinflation og den negative påvirkning af vores omkostninger tæt. Det kan gå i noget tid, men selvfølgelig ikke i længden," siger Hans Arnum, som er direktør for Tryg Erhverv Danmark.

Tryg oplever lige nu en skadesinflation på mellem 5 og 10 pct. varierende fra produkt til produkt.

Pres på byggebranchen

Det er særligt stigende udgifter til udbedring af bygningsskader, der begynder at påvirke landets største forsikringsselskab.

Presset på byggebranchen er steget under coronapandemien, hvor folk har haft mere tid til husprojekter og boligkøb, og udviklingen er ifølge Hans Arnum også hjulpet godt på vej af det forhøjede håndværkerfradrag og udbetalingen af indefrosne feriepenge, samtidig med at regeringen har sat ekstra gang i offentlige byggerier i perioden.

"Efterspørgslen på arbejdskraft har presset håndværkernes løn i vejret, og derudover har manglen på træ, jern, stål og isolering medført enorme prisstigninger på byggematerialer, i nogle tilfælde på over 100 pct.," fortæller Hans Arnum.

Særligt de tårnhøje priser på træ udfordrer Tryg, fordi træ udgør størstedelen af selskabets samlede udgifter til bygningsmaterialer. Men også udgifterne til håndværkerlønninger, der udgør 80 pct. af Trygs skadesomkostninger på bygning, driver stigningen.

"Vores udgifter til håndværkerlønninger er steget støt de sidste mange år. Men den inflation, vi oplever i øjeblikket i samfundet på tværs af brancher i hele Europa, er ret voldsom. Og den påvirker selvfølgelig også os, selvom vi har et stort netværk med gode leverandøraftaler," siger Hans Arnum.

Væsentligt dyrere

Han tilføjer, at selskabet med omkring 20.000 leverandører ikke er i en situation, hvor det ikke kan skaffe håndværkere til udbedringen af kundernes skader, men det er blevet "væsentligt dyrere for os at sende en håndværker af sted".

Et stort antal vejrskader hen over sommeren har betydet, at Tryg også har været nødt til at bevæge sig uden for netværket, hvor prisen er højere, for at få håndteret skaderne.

Tryg mærker skadesinflationen på alle sine markeder, som udover Danmark omfatter Norge og Sverige.

Tryg tror på stor vækst i forsikringer af sundhed og omsorg

Tryg i Norge også klar til at smide ubæredygtige kunder på porten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også