Flere partier udelukker laveste CO2-afgift på landbruget

125 kr. per ton udledt CO2 er ikke nok, lyder kravet fra SF, De Radikale og De Konservative, mens forhandlingerne spidser til i den såkaldt grønne trepart om CO2-afgift på landbruget.
Den såkaldte Model 3, der er den lempeligste model for landbruget, sender den størst mulige regning til resten af samfundet, lyder det fra politisk ordfører i SF Signe Munk. | Foto: Jens Dresling
Den såkaldte Model 3, der er den lempeligste model for landbruget, sender den størst mulige regning til resten af samfundet, lyder det fra politisk ordfører i SF Signe Munk. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Hvis SF, De Radikale og De Konservative skal lægge stemmer til en kommende CO2-afgift for landbruget, skal det være en afgift, der batter noget.

Den for landbruget lempeligste model på 125 kr. per ton CO2 er på forhånd udelukket, lyder det fra de to partier.

Modellen leverer for få og for usikre CO2-reduktioner, siger politisk ordfører Signe Munk (SF).

”Der er tale om en model, som dybest set baserer sig på for lidt afgift og for meget håb, og som samtidig sender den størst mulige regning til resten af samfundet, hvilket jo i sidste ende enten fører til højere skat eller dårligere velfærd,” siger hun i en kommentar.

Et ekspertudvalg lagde tidligere på året tre bud frem på en mulig CO2-afgift for landbruget.

Den dyreste afgift er på 750 kr. per ton drivhusgas, den næste er på 375 kr., og den billigste er på 125 kr.

Det er sidstnævnte model - også kaldet ”Model 3”, som får den kolde skulder af SF, De Radikale og De Konservative.

Klimaordfører hos De Radikale Samira Nawa finder det uacceptabelt at lave en CO2-afgift baseret på den laveste afgift.

”Vi skal sikre mindre udledning, mindre animalsk produktion og mere vegetabilsk produktion. Det har vi en enestående chance for nu, og vi svigter vores ansvar, hvis vi vedtager en alt for lav afgift,” siger hun.

Ifølge De Konservatives formand, Mona Juul, er det ”i princippet” ikke afgiftens størrelse, der er afgørende.

”Så længe den model, der vælges, virker, og så længe landbruget har mulighed for at omstille sig og dermed undgå afgiften, så er størrelsen ikke så afgørende.”

”Men det giver sig selv med den laveste afgift i de her modeller, at der risikerer vi, at den ikke giver nogen effekt. Og derfor giver det ikke mening at arbejde videre med den model,” siger Mona Juul.

De tre modeller vil - hvis de gennemføres - give reduktioner i udledningerne på mellem 2,4 millioner og 3,2 millioner ton.

Men partierne mener, at Model 3 giver for få reduktioner og tilmed er behæftet med for stor usikkerhed i forhold til, om målet kan nås.

Meldingen kommer, mens forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget spidser til.

En grøn trepart med repræsentanter for regeringen, landbruget og grønne organisationer skal konkludere på forhandlingerne i denne måned.

Herefter vil regeringen komme med sit udspil til en CO2-afgift.

”Der pågår sikkert spændende diskussioner i den grønne trepart, men i sidste ende skal der jo være et politisk flertal for den afgiftsmodel, som skal gennemføres,” siger Signe Munk.

”For de grønne partier må det være absolut afgørende, at det er en CO2-afgift, som faktisk leverer CO2-reduktioner og hjælper vores vandmiljø,” siger hun. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også