Med Frank Jensens pludselige afgang som overborgmester i København har et skær af uvished ramt landets måske vigtigste kommune – også for dem, der bor langt væk fra den.

For hvem bliver den næste arvtager efter den midlertidige stand-in Lars Weiss (S), når stemmerne er talt op ved kommunalvalget om godt et år? Her er 55 pladser i byens kommunalbestyrelse, Borgerrepræsentationen, på spil.

Vil det lykkes i forvejen stærke Enhedslisten at nå helt til tops og med et kludetæppe af primært venstreorienterede partier i ryggen fortrænge Socialdemokratiet fra partiets førstefødselsret til overborgmesterstolen? I så fald er der udsigt til nogle helt andre perspektiver for København, end vi kender i dag.

Udviklingen af København og hele hovedstadsområdet, Øresundsområdet, landets lufthavn og dermed vores sammenhæng med resten af verden afhænger i høj grad af stabilitet, forudsigelighed og en tiltro fra investorer og andre stakeholders til, at de sidste årtiers mere erhvervsvenlige end erhvervsfjendtlige linje fortsætter.

Magtforhold på 15-11

Med Enhedslisten i front – aktuelt med 11 medlemmer af Borgerrepræsentationen mod Socialdemokraternes 15 – bliver det næppe erhvervslivets forhold og virksomhedernes vækstmuligheder, der bliver hovedprioritet. At dømme på parolerne tværtimod normeringer i daginstitutioner, bedre folkeskoler, flere "varme hænder" og et opgør med profit.

Igen og igen har partiet med sine skiftende fagborgmestre indtaget særstandpunkter og en regulær oppositionsrolle under Frank Jensen som overborgmester.

Konkrete byggeprojekter i byen, herunder Danske Banks kommende højhus-hovedsæde i Postbyen ved Københavns Hovedbanegård, naturtæt boligbyggeri i Ørestad, hele Nordhavnsprojektet, der også omfatter en østlig vejforbindelse uden om byen, er eksempler på udvikling af landets hovedstad, som det magtfulde parti er inderligt imod og må formodes at bekæmpe.

En fuldt "kommunalisering", hvor kommunens byudviklingsselskab By & Havn rykker endnu tættere på rådhuset og den øvrige kommunale økonomi forekommer også oplagt, selvom staten dog skal tages i ed som medejer. 

Dertil kommer et erklæret ønske om yderligere forbud for biltrafik i hovedstaden og en generel modstand mod luftfart, der betyder, at Københavns Lufthavne ikke længere kan regne med byens rådhus som en vigtig kampfælle og allieret, når den benhårde kamp om at trække rejsende til København og udbygge landets i forvejen corona-udmagrede rutenet skal udkæmpes med andre metropoler i Nordeuropa.

Stort ansvar på skuldrene af S

Set i et større dansk perspektiv får en hovedstad i lavere økonomiske omdrejninger en afsmittende effekt, selvom mange stadig ser al udvikling i Danmark som et nulsumspil, hvor nogle automatisk mister noget, når andre får.

Netop med udsigten til konsekvenser af en coronakrise, vi endnu ikke kender, gavner det hverken hovedstaden eller resten af landet, hvis landets største by og nuværende vækstmotor udlægges som et frilandsmuseum, hvor al udvikling og privat initativ sættes i stå.

Socialdemokratiet står derfor med et stort ansvar for at finde en overborgmesterkandidat, som i lighed med Frank Jensen og i endnu højere grad hans forgængere formår at finde vælgere til en balanceret, midtsøgende og stabil kurs for landets hovedstad.

Måske også De Konservative og Nye Borgerlige bliver i stand til at veksle positive, landsdækkende meningsmålinger med mandatfremgang, der kan spænde ben for liste Ø's borgmesterdrømme og hovedstadseksperiment.