Når milliarderne sidder løst i USA, lugter danske virksomheder muligheder

Det kan godt være, at det stadig er småt med forretningsfolk på de forreste sæder i SAS-flyene til USA. Men med en gigantisk amerikansk hjælpepakke dufter det alligevel lidt af forår og optimisme på det for dansk økonomi så vigtige, amerikanske marked.
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
AF SØREN SPRINGBORG, NYHEDSCHEF, WATCH MEDIER

Tallene er næsten ufattelige. Over 523.000 amerikanere er døde af corona-virus. 28,9 mio. amerikanere har været smittet (og hertil kommer et ukendt mørketal) og yderligere omkring 25 mio. amerikanere er enten blevet berørt af arbejdsløshed eller er gået ned i løn som følge af epidemien.

Derfor er det ikke så overraskende, at også tallet for, hvordan man vil afbøde det værste af krisen, er tæt på ufatteligt. 1900 milliarder amerikanske dollar skal der bruges på præsident Bidens rekordstore hjælpepakke, der lørdag aften dansk tid blev vedtaget i det amerikanske senat. Og nu er snublende tæt på en endelig vedtagelse.

Det enorme beløb - omkring 11.860 milliarder kroner - skal bruges til arbejdsløse og som kontant støtte til de fleste amerikanere.

Dermed kan de fleste amerikanere se frem til at modtage et kontant tilskud på 1400 dollar til at modstå krisen. Der er afsat 400 milliarder dollar til det formål.

Samtidig er der blandt andet afsat beløb til små og mellemstore virksomheder og til delstater med trængte budgetter. Der er også afsat et stort milliardbeløb til at få vaccinen mod covid-19 ud til amerikanerne. Også børnene vil den nye hjælpepakke gavne - i følge flere amerikanske medier vil den med ét slag halvere fattigdommen blandt børn i USA.

Splittelse som sædvanligt

Det er glædeligt. Ikke kun for amerikanerne. Men i høj grad også for os her i Danmark. USA er Danmarks største eksportmarked og vi sendte sidste år varer og tjenester for over 150 milliarder kroner til USA. Der er i følge DI mere end 840 danske virksomheder med fast adresse i USA, og langt flere eksporterer hver dag til landet.

Dansk Industri er da også hurtig til at glæde sig.

"Vi plejer at sige, at eksporten til USA holder hånden under mellem 90.000-100.000 danske arbejdspladser. Så det er selvfølgelig ekstremt vigtigt. 70 procent af den amerikanske økonomi er privatforbrug. Vi har også danske virksomheder, der har oplevet, at med millioner af arbejdsløse i USA rammer det også privatforbruget i landet, og så rammer det også de danske virksomheder, der lever af at sælge til amerikanerne," lyder det fra Louis Funder, chef for DI's USA-kontor til Ritzau.

Som sædvanligt er splittelsen dog stor i USA og ingen republikanere i senatet stemte for hjælpepakken. Men faktum er, at USA nu har taget et afgørende skridt mod en økonomisk genopretning. Kombineret med vaccineudrulninger kan man håbe, at man i løbet af 2021 vil se et USA stå på lidt mere sikre fødder end hvad der har været tilfældet siden begyndelsen af 2020.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også