Rasmus Prehn (S) var lørdag på lægterne, da danske atleter vandt hhv. olympisk guld og sølv i disciplinerne parløb og håndbold.

Inden længe drager landbrugsministeren retur fra Japan og indleder, hvad der med en tilsnigelse kan betegnes som en olympisk disciplin i forhandlingens kunst.

Prehn er regeringens hovedforhandler i den politiske aftale, som efter alt at dømme bliver et af de største stridspunkter på Christiansborg i den resterende del af året.

Meget er på spil. Aftalen skal udpege koordinaterne for, hvordan dansk landbrug reducerer sin enorme klimabelastning, men den kan samtidig få ret vidtrækkende konsekvenser for andre dele af dansk erhvervsliv.

Regeringens forhandlingsudspil – der blev præsenteret i april – lægger op til, at teknologiske gennembrud skal løse en stor del af sektorens klimaudfordringer. Hvis disse teknologier rent faktisk lever op til drømmene, vil de dog først få stor effekt i de sidste år frem mod 2030.

Dermed skal der skrues markant op for initiativer i andre sektorer, der kan levere på den korte bane, hvis regeringen skal leve op til sin delmålsætning om en CO2-reduktion på 50-54 pct. i 2025 i forhold til 1990.

Dansk landbrug står for omkring en fjerdedel af drivhusgasudledningerne, så behovet for en ambitiøs aftale er stort. Det er de fleste på Christiansborg enige om, men definitionen af ambitiøs er til gengæld elastisk.

Storpolitiske overvejelser

Aftalen skulle egentlig være forhandlet på plads i efteråret 2020, men det fik kombinationen af virus og mink sat en stopper for.

Mens minkene fik taget livet, gik det mere nådigt for daværende fødevareminister Mogens Jensens (S). Han måtte dog forlade posten kort tid før præsentationen af sit klimaudspil, der ellers var færdigbrygget.

Afløseren Rasmus Prehn har siden arbejdet for at lande en bred aftale. Landbruget har i mange år været en politisk kastebold, og derfor er der brug for et bredt forlig, der kan sikre stabile rammevilkår selv i tilfældet af et regeringsskifte, lyder analysen.

At realisere den drøm virker dog omtrent lige så svært som at samle et puslespil med hænderne på ryggen.

Partierne på de forskellige fløje er ganske enkelt meget langt fra hinanden på afgørende parametre. Det gælder ikke mindst inden for kvælstofområdet, der mest enkelt kan forklares som et næringsstof, der bruges af landmænd til gødning. Udfordringen er, at det i store mængder er skidt for naturen og ikke mindst vandmiljøet. Hvordan og hvor meget brugen af kvælstof skal reduceres splitter partierne.

Udtagning af lavbundsjorde er omvendt det politiske greb, der er størst konsensus om. Lavbundsjorde udgør kun omkring syv pct. af det danske landbrugsareal. Men de står for omtrent 50 pct. af den CO2-udledning, der kommer fra landbruget. Politikere og lobbyorganisationer er enige om, at her er et stort potentiale for at finde store reduktioner, men i praksis er opgaven kompliceret.

Samtidig er der i høj grad blandet storpolitik ind i forhandlingerne. Et eksempel er hos Venstre, hvor partiet naturligt har overvejelser om, hvad det vil betyde for vælgeropbakningen, hvis man går med i en aftale, som landbrugsbranchen ikke er tilfreds med.

Venstre har endnu ikke fremlagt sit – eller måske endda en samlet blå bloks – udspil. Flere aktører håber og forventer, at det kan sætte skred i de allerede langstrakte forhandlinger.

Tiden vil vise, om Rasmus Prehn har afluret tricks i Tokyo, der gør de muligt at nå sine mål trods modstand og forhindringer.