Abekasteri for fuld udblæsning

Statsministeren henviser til råd fra sine embedsmænd, når hun skal forklare, hvorfor vigtige sms'er fra beslutningen om at aflive det danske minkerhverv er blevet slettet. Dermed rejser sig spørgsmålet, om hun ligefrem vil ofre sin nære medarbejder, departementschef Barbara Bertelsen, for at ride stormen af kritik af og redde sig selv.
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på Watch Medier med ansvar for EjendomsWatch. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier

"Vi står på ubetrådt land i den situation, vi vi står i. Vi har ikke prøvet det før. Kommer vi til at begå fejl? Ja, det gør vi. Kommer jeg til at begå fejl som statsminister? Ja, det gør jeg."

De fleste husker formodentlig ordene fra en alvorstynget Mette Frederiksen på det historiske pressemøde i Statsministeriet 11. marts sidste år, da coronapandemien tvang Danmark til at lukke ned.

Nu, halvandet år og et aflivet minkerhverv senere, står statsministeren i sin hidtil største krise efter en åbenlys fejlagtig håndtering af aflivningen og, endnu værre, hvad der ligner et coverup, der skal forhindre offentligheden i at få indblik i sms-korrespondancen i de kritiske døgn, hvor aflivningen blev besluttet – med en meget aktiv og skarp departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen til bl.a. at instruere kollegerne i Fødevareministeriet.

Efter i flere dage at have afvist at kommentere sletningen, forklarede statsministeren først på ugen, at det var efter rådgivning fra sit ministerium og ud fra sikkerhedshensyn, at sms'er automatisk slettes efter 30 dage. Kun i Social- og Ældreministeriet har man angiveligt samme praksis.

Blå blok vejrer morgenluft

Men de nærmere oplysninger om, hvornår denne praksis blev indført i Statsministeriet eller hvem der stod for den rådgivning, som Mette Frederiksen henviser til, er fortsat ubesvaret. 

Dele af oppositionen er allerede nu begyndt at tale om rigsretssag, blå blok vejrer morgenluft, og for første gang ville regeringen blive sendt ud af kontorerne, hvis der var valg nu, og man ellers kan stole på meningsmålingerne.

Mens fødevareminister Mogens Jensen (S) som bekendt måtte tage skraldet "og rulle rundt" for regeringens manglende lovhjemmel til at udrydde minkerhvervet, er spørgsmålet, hvem der må tage tævene for den rådgivning om at slette sms'er, der viser sig mere og mere problematisk. Ingen andre centrale ministerier har fundet på samme ide.

Barbara Bertelsen er øverste embedsmand i ministeriet, og uanset, at hun sidste år blev håndplukket af Mette Frederiksen og at deres fælles løbebane går tilbage til Justitsministeriet under Thorning-regeringen, så kan en "hjemsendelse", som tidligere ministre i stormvejr har benyttet sig af, være det greb, der kan bringe Mette Frederiksen tilbage i offensiven.

Ikke nødvendigvis fair

En fyring behøver ikke være hverken fair eller rimelig. Det kan tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft tale med om. I et interview med Finans i denne uge i anledning af en bogudgivelse fortæller han bl.a. om sin hjemsendelse i 2012 på grund af sin involvering i Helle Thorning-Schmidts og ægtefællens skattesag. En kommission afviste, at han havde begået magtmisbrug. Han fik ikke jobbet tilbage og takkede nej til et nyt som kommitteret hos Danmarks Meteorologiske Institut.

Også tidligere direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing måtte få måneder efter den nuværende regeringens tiltræden se karrieren slutte som øverste embedsmand i Uddannelses- og Forskningsministeriet til fordel for et job som kommitteret i Finansministeriet. Her var det ikke en møgsag, der fik ministeren til at skifte ud, men ifølge Venstres Ulla Tørnæs, der havde ministerposten forinden, betød Agnete Gersings perfektionisme, at "hun var med inde over det hele", som hun udtrykte det over for Information i 2019.

På samme måde kan Bertelsens formelle ansvar for ministeriets dårlige rådgivning lagt sammen med hendes meget aktive måde at udføre sin rolle på give statsministeren et par gode argumenter for at skille sig af med hende og dermed lade aben placere ét sted.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også