Noget tøj bliver bare ikke rent, uanset hvor mange gange det bliver vasket.

For statsminister Mette Frederiksen virker minksagen som sådan.

I en hektisk uge havde regeringens politiske strateger formentlig forventet at høste solide pr-point med Frederiksens fremmøde på COP26 i Glasgow. I stedet endte sagaen med den aflivede dyreart som ugens varmeste emne.

Torsdag var der årsdag for beslutningen om aflivning af alle danske mink, og dagen forinden holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde, hvor en slettefunktion på telefonen var omdrejningspunktet.

Blandt en række andre parader fremhævede statsministeren her, at der ikke er et motiv for, at hun skulle have omgået loven i minksagen. Og netop det er faktisk noget af det interessante i sagen. For hun har ganske givet ret. Det havde nok været hurtigere at få et flertal i Folketinget til at stemme for en lovændring end at stave til mink.

Det skete som bekendt ikke, og dermed er sagen vokset sig stor som konsekvens af en simpel fodfejl. Med fodfejlen og den efterfølgende granskning har offentligheden fået udleveret en kikkert, der kortvarigt giver mulighed for at se gennem mure. Bag det polerede ydre gemmer sig en virkelighed af magtudøvelse, der trives bedst i det skjulte.

Kopenhagen Fur har takket nej

Vigtigt er det at huske, at der midt i tornadoen af taktik, spin og intriger på House of Cards-niveau står et paralyseret erhverv. Eller resterne af et.

Her handler det om at afvikle det, der en gang var verdens minkmekka. En temmelig utaknemmelig opgave.

Torsdag berettede vi på AgriWatch, at de danske minkavleres fælles interesse- og salgsorganisation Kopenhagen Fur har været nødsaget til at takke nej til interesserede købere, der har ønsket overtage dele af det verdenskendte selskabs brands eller aktiviteter.

"Der har stået nogen, der har givet bud på nogle dele. Men vi har desværre måttet sige nej. Vi kan ikke sælge dele fra," forklarede formanden Tage Pedersen og tilføjede:

"Det er det, der er så specielt. Vi må ikke sælge delelementer af virksomheden, for staten skal overtage en fuldt funktionsdygtig virksomhed, som en samlet pakke. Så det hele er låst, indtil vi er blevet takseret. Vi må håbe, at staten som køber er bedre end de tilbud, vi har fået."

Erstatninger tager årevis

Noget nær samme problematik står resten af det udslettede erhvervs virksomheder i.

Pelserier, minkfodercentraler, udstyrsproducenter osv. skal i lighed med minkavlerne fastholde og vedligeholde aktiver, så det er klar, når taksationskommission får lejlighed til at kigge forbi. Det kan tage år.

Helt konkret betyder det eksempelvis, at Holstebro Minkfodercentral anslår at skulle bruge 2-3 mio. kr. årligt til løn, udgifter, vedligehold, beskatninger og forsikringer.

"Vi er jo nødt til at holde fabrikkerne intakte og passe på de værdier, der er. Hvis der går en tagplade af, skal den jo på igen, så vi bevarer værdierne," forklarede Birger Primdahl i maj til Landbrugsavisen.

Det er til trods for, at anlægget ifølge formanden med al sandsynlighed ender med at skulle rives ned, for det er vanskeligt at anvende dem til andet.

Søndag skrev Jyllands-Posten, at der vil gå op mod fire år fra ordren om aflivning af mink, til at den sidste minkavler har fået sin erstatning. Det var fire år.

Midt i de centrale undersøgelser af hvem, hvad og hvornår er det vigtigt at huske på, at sagen i bund og grund handler om mennesker og virksomheder.