Carlsberg og Rockwools russiske satsninger udvikler sig til moralsk hovedpine

To af Danmarks største selskaber sendte i februar årsregnskaber på gaden, hvor de lovpriste salget i Rusland og lovede kraftig fremgang og investeringer i landet i 2022. I dag er virkeligheden en anden og selskaberne må nu balancere mellem risikoen for tvangsnationalisering og moralske forpligtigelser.
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
Foto: Watch Medier / Jan Bjarke Mindegaard
AF SØREN SPRINGBORG, NYHEDSCHEF, WATCH MEDIER

Marts måned har vendt op og ned på den etablerede verdensorden.

Det mærker i særlig grad de 44 millioner ukrainere, der enten må flygte fra eller blive i et krigshærget land.

I den sammenhæng kan danske selskabers økonomiske kvaler virke som en mindre ting. Men ikke desto mindre har krigen i Ukraine udløst en lavine af dårlige nyheder for dansk erhvervsliv, der med ét slag har sendt de ellers dugfriske årsrapporter fra 2021 på historiens mødding.

En ting er de stigende energipriser og en frygt for et pludseligt stop for gas. En anden ting er den manglende afsætning til et hovedmarked som Rusland, der gør ondt i så forskellige selskaber som Jysk, Lego, B&O, Mærsk og Pandora.

Men en håndfuld danske selskaber er ramt usædvanligt hårdt af krigen i Ukraine og de efterfølgende økonomiske sanktioner af Rusland. Nemlig de danske selskaber, der har satset massivt på at opbygge produktion i Rusland. Det gælder blandt andet Carlsberg og Rockwool, der meget sigende også har haft mere end svært ved at finde en vej igennem krisen og en kommunikationsstrategi, aktionærer, kunder og politikere køber.

Rockwool var relativt hurtigt ude med nyheden om, at man dropper en planlagt udvidelse til 1,5 mia. kr. af koncernens stenuldsfabrik i den russiske by Vyborg. Men man fastholder dog - i modsætning til størstedelen af vestligt erhvervsliv - produktionen i Rusland.

Også det store danske bryggeri Carlsberg forsøger sig med en svær balance i Rusland. Carlsberg stopper salget af Carlsberg-øl i Rusland og suspenderer forventningerne til 2022. Men man fortsætter salget af det Carlsberg-ejede brand Baltika, der dog bliver gjort til et selvstændigt selskab, der fortsat vil producere øl i Rusland.

Stryg på aktiemarkedet

Selskabernes tøvende tilgang til sanktionerne af det russiske marked får ikke ligefrem investorerne til at juble. Carlsberg-aktien er siden Ruslands invasion af Ukraine faldet med godt 20 procent, mens Rockwools aktie er nede med omkring 10 procent.

Såvel Rockwool som Carlsberg har argumenteret for deres beslutninger om at fortsætte i Rusland med, at de har et særligt ansvar for deres mange tusinde russiske ansatte.

Men i løbet af den seneste uge stod det mere og mere klart, at et andet, tungtvejende argument for at opretholde produktionen nok også fylder på direktionsgangen i såvel Valby som Hedehusene.

Den russiske præsident Vladimir Putins regeringsparti, Forenet Rusland, har således offentliggjort, at det vil fremsætte et forslag om at kunne nationalisere udenlandske fabrikker, hvis ejerne skulle ende med at stoppe produktionen i landet som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

”Forenet Rusland foreslår nationalisering af produktionsenheder fra selskaber, der annoncerer deres exit og lukning af produktionen i Rusland under den særlige operation i Ukraine,” lyder det i en meddelelse fra generalsekretær i Forenet Rusland Andrei Turchak.

Samtidig vil Rusland nu gøre det lovligt at stjæle patenter fra virksomheder i alle lande, der er fjendtligt stemt overfor den krigsførende nation.

Set med økonomiske briller er det altså ikke svært at forstå, at Carlsberg og Rockwool forsøger at holde fast i produktionen i Rusland. Men moralsk er selskaberne ude i en gråzone, der vækker harme ikke kun blandt kunder og aktionærerne, men også på Christiansborg. Og presset har ikke udsigt til at blive mindre, så længe krigen mellem Rusland og Ukraine raser.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også