Myten hævder, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan udløse en storm på den anden side.

Om det holder stik, skal jeg lade være usagt, men at verden er forbundet i en uendelig myriade af kæder, er indiskutabelt. Det gælder ikke mindst for et af menneskets mest basale behov: Fødevarer.

Det er derfor med god grund, at samtlige af landets omnibusaviser og public service-medier i den seneste uge er begyndt at interessere sig for krigsnationernes produktion af hvede og andre vigtige landbrugsprodukter.

Ukraine og Rusland er storproducenter af en række afgrøder. Solsikkeolie, majs, gødning osv. Landene står blandt andet samlet for ca. 30 pct. af verdens eksport af hvede; en basal fødevare i en stor del af verden.

Prisen på hvede er siden krigens begyndelse steget fra 294 euro pr. ton til 362 euro pr. ton. En situation, som erfarne kornhandlere beretter, de aldrig tidligere har oplevet.

Ulykkeligt nok er Ukraine og Ruslands eksport af korn størst til nogle af verdens fattigste lande i blandt andet Mellemøsten, Nordafrika og Asien.

Den kommende måned begynder arbejdet på markerne for alvor, og det er værd at tage de ukrainske landmænd med i aftenbønnerne. For lykkes det ikke for Ukraines landbrug – hvoraf flere af de største faktisk har danske ejere – at få sået og senere høstet og eksporteret i nogenlunde normale mængder, lurer en større krise.

David Beasley, adm. direktør i FN’s fødevareprogram, skrev tidligere på måneden i et indlæg i Washington Post, at flere hundrede millioner mennesker kan ende i sult som følge af krigen i Ukraine.

Det giver sig selv, at en sådan situation – foruden de menneskelige tragedier – vil ramme erhvervslivet hårdt.

Netop stigende fødevarepriser var en af de faktorer, der i 2010 var med til at udløse de folkelige protester, der blev kendt som Det Arabiske Forår.

Kan definere fremtiden

Med udsigten til en potentiel fødevarekrise er en allerede potent debat blevet accentueret.

For hvordan skal en stigende verdensbefolkning mættes i en tid, hvor klimaforandringerne raser, og uligheden stiger?

Omkring tre fjerdedele af verdens landbrugsareal bliver brugt til at dyrke dyrefoder. I et fælles brev argumenterer over 300 internationale forskere i denne uge for, at velstående lande - som de europæiske - bør lave hurtige politiske tiltag for at bruge mere af arealet på at lave mad til mennesker – altså plantebaserede fødevarer.

Den analyse deler Jørgen E. Olesen, professor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet. Til Børsen siger han, at hvis udviklingen skal gå hurtigt, skal der drastiske midler i brug.

”Det eneste, jeg kan forestille mig, der ville virke med det samme, er at lave decideret rationering på kød, selvom jeg godt ved, at det nok ikke sker.”

At der er en bevægelse i gang blev i denne uge understreget, da regeringen satte gang i en ny plantefond, der med 675 mio. kr. fra efterårets landbrugsaftale skal støtte og udvikle dansk produktion af plantebaserede fødevarer. Beløbets størrelse fik dog kritik af en række grønne organisationer.

På den korte bane er det afgørende dog, at politikere i samråd med virksomheder, forskere o.l. hurtigt får lavet en plan, der bedst muligt kan afbøde de fatale konsekvenser, Putins krigsmaskine kan få for verdens fødevareforsyning.