
Det bliver ejendomsinvestoren Nrep, der bliver ny ejer af det 50.000 kvm store shoppingcenter Kronen i Vanløse.
Det står klart efter en tvangsauktion torsdag formiddag, der var begæret af ejerne, en kapitalfond under britiske Tristan.
Nrep ønsker at udvikle shoppingcenteret til at blive en lokal bymidte, og dermed opgives de vidtløftige ideer om, at det skulle tiltrække kunder langvejs fra, lyder det i en pressemeddelelse.
"Vi tror ikke på forestillingen om, at lokale butikscentre skal konkurrere med Københavns bycentrum og shoppingmalls som Rødovre Centrum og Frederiksbergcenteret. I stedet har vi gode erfaringer med at udvikle stærke bymidter, som understøtter de lokale samfund, og vil renovere Kronen, så den bliver et naturligt og dynamisk samlingspunkt for Vanløse med butikker til de daglige indkøb og lækre udendørs cafeer og restauranter samt optimere butikscenterets førstesal," udtaler investment manager i Nrep Mohamad Awad.
Nrep betaler 680 mio. kr. og er blevet bistået af advokatfirmaet Accura.
Dermed indrømmes en betydelig rabat, da værdien i salgsopstillingen var opført til 1,3 mia. kr.
Alene Nordea havde 800 mio. kr. tilgode, som banken altså langtfra får dækning for.
Butikscenter på tvangsauktion efterlader idemanden bag med hovedrysten