Goldman Sachs køber 365 boliger i Jylland

Goldman Sachs laver follow-up-investering med Birch Ejendomme, efter at parterne handlede en milliardstor boligportefølje kort før nytår. Købsprisen i den nye handel ligger dog under milliarden.
Rantzausbakke i Horsens er et af de tre boligprojekter, der indgår i handlen. | Foto: PR / Birch Ejendomme
Rantzausbakke i Horsens er et af de tre boligprojekter, der indgår i handlen. | Foto: PR / Birch Ejendomme

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har købt 29.000 kvm boliger beliggende i Jylland. Sælger er Silkeborg-udvikleren Birch Ejendomme. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Der er tale om tre boligprojekter i henholdsvis Horsens, Kolding og Randers. Ejendommene rummer i alt 365 boliglejemål med en gennemsnitsstørrelse på 79 kvm. Opkøbet sker med assistance fra Goldman Sachs' lokale partner, Rubik Properties.

"Vi er meget taknemmelige for tiltroen fra Goldman Sachs og glæder os over at udbygge vores boligportefølje til 10 ejendomme og mere end 1250 boliglejemål defineret ved DGNB-certificerede boligprojekter beliggende i regionale vækstbyer, som alle matcher vores strategiske fokus på betalbare boliger," siger Jacob Smergel-Krog, adm. direktør i Rubik Properties.

Det er anden gang, Goldman Sachs køber en boligportefølje af Birch Ejendomme på relativt kort tid. Parterne handlede således i december over 900 boliger, ligeledes beliggende i jyske vækstbyer.

"Vi er glade for at udbygge vores ejendomsstrategi i Danmark sammen med Rubik Properties og samarbejde med Birch Ejendomme igen om at levere nybyggede og DGNB-certificerede boliger til en overkommelig husleje, som vil gavne lokalsamfundene," udtaler Henrik Ohlsen, adm. direktør i Goldman Sachs Asset Managements ejendomsforretning.

Købsprisen er ikke oplyst, men ifølge EjendomsWatchs oplysninger ligger det under 1 mia. kr. Med en kvadratmeterpris på 20.000 kr., som Birch Ejendomme tidligere har brugt som pejlemærke, svarer det til knap 600 mio. kr.

Dermed ligger prisen et stykke fra den første transaktion i vinter, der løb op i lige knap 1,5 mia. kr. Ikke desto mindre er det en veltilfreds sælger, der udtaler sig i pressemeddelelsen.

"Vi er meget tilfredse med at udvide vores gode og tætte samarbejde med Rubik Properties og Goldman Sachs – en professionel, velrenommeret og international investor – med endnu en transaktion så kort efter vores første fælles transaktion," udtaler Thomas Bertelsen, partner i Birch Ejendomme.

"Denne follow-up investering kommer i kølvandet på etableringerne af et tæt og tillidsbaseret samarbejde, som vi etablerede parterne imellem ved den første transaktion," fortsætter han.

Goldman Sachs og Rubik Properties er blevet rådgivet af Bruun & Hjejle, KPMG, Niras og Colliers. Birch Ejendomme er blevet rådgivet af Accura.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også