Medie: Kapitalfond forbereder salg af byggematerialeproducent

Kapitalfonden Solix forbereder et salg af Aalborg-virksomheden Cembrit, som producerer byggematerialer i fibercement, skriver Inside Business. Fonden har hyret to banker til at afsøge markedet.
Cembrit fremstiller byggematerialer i fibercement, primært til facader og tag | Foto: Cembrit / PR
Cembrit fremstiller byggematerialer i fibercement, primært til facader og tag | Foto: Cembrit / PR

Den svensk-danske kapitalfond Solix, med tidligere Altor-chef Denis Viet-Jacobsen i front, arbejder ifølge Inside Business på et salg af Aalborg-baserede Cembrit, som udvikler og producerer byggematerialer i fibercement til tag og facade.

Ifølge mediet har Solix hyret bankerne Nordea og Citi til at afsøge markedet for en potentiel køber af Cembrit, som kapitalfonden selv overtog fra cementkoncernen FLSmidth i 2015 for 1,1 mia. kr.

Med en forventning om, at virksomhedens indtjeningen før renter og afskrivninger lander omkring 400 mio. kr. i år, kan der "være tale om et regulært guldæg," skriver Inside Business.

Cembrit er et ud af Solix' i alt ni såkaldte gruppeselskaber, som befinder sig primært inden for produktion og industri. Det gælder bl.a. pumpeproducenten Svanehøj, landbrugsvirksomheden Skiold og Carsoe, som laver forarbejdningsudstyr til fiskeriet.

Derudover har Solix også investeret i to selskaber, der har specialiseret sig i bortskaffelsen af farlige materialer, Safelane og Dynasafe.

Solix blev stiftet i 2014 og har hidtil solgt en enkelt virksomhed. Det drejer sig om KK Wind Solutions, der leverer styresystemer til vindmøller, og som i 2019 blev solgt videre til A.P. Møller Holding efter blot tre års ejerskab.

Kapitalfonden havde således selv købt KK Wind i 2016 af PFA og Maj Invest.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår