Influencere sælger bureau for mindst 55 millioner

Influencer- og marketingbureauet Wearecube er solgt for minimum 55 mio. kr. til en svensk koncern. Stifter og ejer Pernille Lotus bliver aktionær i koncernen.
Stifter og ejer af det oprindelige SMAC Agency Pernille Lotus bliver aktionær i Gigger Group. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Stifter og ejer af det oprindelige SMAC Agency Pernille Lotus bliver aktionær i Gigger Group. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Seks år efter Pernille Lotus stiftede influencerbureauet SMAC Agency, der siden er fusioneret med svenske Cube og tog navnet Wearecube, er bureauet nu solgt til den svenske koncern Gigger Group for minimum 75 mio. svenske kroner, knap 55 mio. kr. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Købsprisen kan dog stige til 100 mio. svenske kroner, hvis Wearecube når en omsætning på over 85 mio. kr. i 2021, hvilket stifteren forventer vil ske. Med salget overtager Pernille Lotus en aktiepost i Gigger Group, der ifølge Dansk Markedsføring gør hende god for et tocifret millionbeløb. Også partner Rasmus Kolbe, der er kendt som "Lakserytteren" på bl.a. Snapchat og Instagram, indgår i handlen.

Ifølge pressemeddelelsen er der betalt 15 mio. svenske kroner kontant og 60 mio. svenske kroner i privat emission af aktier.

"Formålet med at erhverve Cube er at styrke forretningen inden for vores Influencer Marketing Division med en af Nordens største og markedsledende influencer marketingvirksomheder og supplere den med det tidligere erhvervede Collabs AB," lyder det i meddelelsen fra Gigger Group, hvor koncernen tilføjer, den har en ambition om at blive den største aktør inden for influencer marketing i Norden.

"Norden, især Sverige og Danmark, er på forkant med influencer marketing. Cubes stærke position som et af Nordens markedsledende influencer marketingbureauer er noget, der vil være vigtigt for Gigger Groups fremtidige ekspansion mod det britiske marked," lyder det.

Wearecube har bl.a. kunder som The Body Shop, Toyota, Carlsberg og Netflix i porteføljen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også